002

002

Debat: Bedre trafiksikkerhed for skoleelever

Court Møller (R), formand for Miljø- og Teknikudvalget

Svar på læserbrev fra Ole Milling.

Rudersdal Kommune valgte at etablere et lyskryds i krydset Ravnsnæsvej - Høsterkøbvej for at sikre, at lette trafikanter lettere kan krydse Ravnsnæsvej sikkert. Her tænkes især på skoleelever til og fra Sjælsøskolen og til fritidsaktiviteter. Det har tidligere været vanskeligt at overskue trafikken på Ravnsnæsvej - specielt for børn.

Kommunen har bevidst valgt at udforme signalet som et såkaldt "alt rødt". Det betyder, at det står med rødt i alle retninger, når der ikke er registreret trafik på vej mod krydset. Det er med til at sikre, at man sætter farten ned hen imod krydset, og metoden bruges meget på signalanlæg på landet med en skæv trafikfordeling, så man ikke på lang afstand tror, man bare kan køre lige gennem krydset med stor fart. Dermed reduceres også risikoen for uheld. Vi bruger det også med stor tilfredshed flere andre steder i kommunen; f.eks. på Birkerød Parkvej og Duemosevej.

Alternativet er, som du ønsker det med grønt i en forud valgt retning her Ravnsnæsvej, hvilket øger farten på Ravnsnæsvej og dermed risikoen for uheld.

Vi har indtil efteråret modtaget en række henvendelser om, at anlægget gik lidt trægt, og at man ankom til et tomt kryds, der var rødt. Dette forhold er der justeret på, og vi har ikke modtaget yderligere henvendelser indtil nu på, at anlægget virker uhensigtsmæssigt. Med din henvendelse, så får signalet lige et ekstra tjek.

Vi er ikke bekendt med, at der skulle være sket flere ulykker siden signalet blev etableret. Der er i den seneste 5 års periode ikke registreret uheld før og i krydset.

På baggrund af dit indlæg vil jeg bede forvaltningen gå anlægget igennem en ekstra gang for at vurdere, om det hele fungerer, som det skal, men jeg kan desværre ikke imødekomme din anmodning om, at det står i grønt på Ravnsnæsvej generelt, da det vil øge risiko for uheld væsentligt.

Publiceret 30 March 2019 10:00