Der findes også gode historier fra daginstitutionerne, og en af dem er lokale, skriver Morten Grothe-Kræmmergaard i dette læserbrev. Modelfoto

Der findes også gode historier fra daginstitutionerne, og en af dem er lokale, skriver Morten Grothe-Kræmmergaard i dette læserbrev. Modelfoto Gorilla - stock.adobe.com

Debat: Der findes altså også gode historier fra daginstitutionerne...

Morten Grothe-Kræmmergaard, Geelsmark 12, 2840 Holte

Debatten raser om minimumsnormeringer, og de fleste medier flyder over med dårlige beretninger om svigt, manglende omsorg og tid i de danske daginstitutioner.

Kritikken er utvivlsomt berettiget mange steder. Så vi tænkte at det i stedet var på tide med en solstråle-historie.

Nej, ikke fra en nybygget super-institution til 120 børn med varmestuer til de våde flyverdragter, med en madmor der kun serverer plantebaserede økologiske fødevarer eller med moderne toiletter, der selv skyller bare man klapper.

Næ, for næsten 7 år efter, at vores første barn dippede ind i vuggestuen i Myretuen i Holte, var det for vores vedkommende tid til afsked. Afsked med en daginstitution fyldt med engagerede medarbejdere, og med plads til opmærksomhed til det enkelte barn. En veldrevet institution med primær fokus på leg, glæde og respekt for forskelligheden.

Så kære Pia, Helle, Tine, Ditte, Marianne, Jeannie, Julie, Josephine og alle andre, der gennem næsten 7 år har passet på vores børn: I er de bedste og vil altid ha' en speciel plads i vores hjerter.

God vind til jer alle.

Jeg bilder mig ikke ind, at dette læserbrev kan påvirke de stordrifts-hungrende lokalpolitikere til at bevare de små institutioner, når først budgettet skal fastlægges, og Jens Ive allerede på forhånd har allokeret 70% af alle pengene til ældreområdet. Men man kan jo håbe...

Publiceret 03 May 2019 09:00