"Politikerne bør se indad og overveje om kommunen ikke også har et medansvar som følge af en overregulering og alt for restriktiv praksis," skriver Claus Holberg i dette læserbrev vedrørende byggesager. Arkivfoto

Debat: Er vi i Rudersdal Kommune mindre lovlydige end folk i andre kommuner?

Claus Holberg, Gøngehusvej 252, 2950 Vedbæk

2. maj 2019 kunne man i denne avis læse, at Rudersdal Kommune pt har ca. 210 verserende sager om ulovligt byggeri.

Det er næsten 10 gange flere lovliggørelsessager end i tilsvarende kommuner, hvor tallene ifølge det oplyste ligger på mellem 23-30 sager.

Tallene er markante og afspejler, at der er noget helt galt.

De ansvarlige politikere må spørge sig selv, hvad det er der gør, at der tilsyneladende i Rudersdal Kommune har udviklet sig en tilstand, hvor der pågår ulovligt byggeri i et sådant omfang?

Er det fordi borgerne i Rudersdal Kommune er mindre lovlydige end i andre kommuner. Har vi en overvægt af borgere, der bare er ligeglade med reglerne eller ligger problemet et andet sted?

Jeg tror ikke, at folk, der bor i Rudersdal Kommune er mindre lovlydige end dem, der bor i Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Farum, Gentofte eller andre sammenlignelige kommuner.

Derimod tror jeg, at en stor del af forklaringen skyldes, at man i Rudersdal Kommune generelt har overreguleret området via lokalplanlægning m.v. samtidig med, at man i forvaltningen har en alt for restriktiv praksis på byggesagsområdet.

Lokalplan 257, der blev vedtaget sidste år, er et klart eksempel herpå.

Tallene bør få politikerne til at se indad og overveje om kommunen ikke også har et medansvar som følge af en overregulering og alt for restriktiv praksis.

Ingen kan være tjent med, at vi tilsyneladende i sådant omfang skiller os ud i forhold til andre kommuner.

Publiceret 04 May 2019 09:00