Chlorophylle - stock.adobe.com

Debat: Høsterkøb Skole - Juvelen

Maiken Kongstad, Steen Blichers Vej 15, 3460 Birkerød

Hvor ofte har jeg ikke måttet knibe mig selv i armen, når jeg ankommer til Høsterkøb Skole for at bringe min yngste.

Der ligger hun. Den smukke 100-årige gamle dame. Lysende under de grønne bøgetræer.

Endnu bedre bliver det, når jeg kommer indenfor. Her er på alle måder højt til loftet. Atmosfæren er hyggelig, hjemlig. Jeg har lyst til at slå mig ned. Så starter morgensangen, og alle 50 elever synger med for fuld hals med sjælden sangglæde. Der er smil og energi, og så er vi igang.

Fantastiske, rutinerede og engagerede lærere, der får plads til at folde sig ud. De har eleverne i deres hule hånd og bruger al deres viden til at gøre det sjovt og spændende at gå i skole. Her er plads til alle. Fejl er fejltastiske (det er faktisk et ord, der bruges på Høsterkøb), men ogå de dygtigste udfordres med interesse og nysgerrighed fra lærerne. Hvordan holder vi gryden i kog hos lige denne elev?

Og det er ikke kun mig, der har set lyset. Skolefolk fra hele verden valfarter til, for at se hvordan de gør på Høsterkøb Skole. Og fra seminarerne strømmer de nye lærere til og lærer.

Ikke alle elever trives i de store skoler, der er flest af. Vi ved det godt. Ikke alle kan proppes ned i de samme kasser. Og her har vi så i Rudersdal Juvelen.

Pas på den. Og den vil stråle og inspirere i endnu 100 år.

Publiceret 05 May 2019 09:00