Debat: Lad internationale spor redde vores folkeskoler

Jacob Netteberg, Folketingskandidat for Radikale Nordsjælland

Vi har en række internationale virksomheder i Rudersdal og i de omkringliggende kommuner.Vi har et Gymnasium, med kostskole og en International Business linje. Vi har altså et hav af dygtige udenlandske erhvervsfolk med deres familier, og vi har åbenbart tomme stole i klasseværelserne.

Så kan man da kun ærgrer sig over, at regeringen ikke er villige til at lytte, når både Rudersdal, Gentofte, Horsens, Vejle, Aalborg og Aarhus kommune har bedt om muligheden for at oprette internationale spor - istedet for at skulle etablere helt nye grundskoler.

Dette er nemlig de nuværende krav, hvis man ønsker en international grundskole. Dette er altså en tid, hvor det smålige og nationale er blevet mainstream (undskyld mit internationale), og man derfor vælger at nedlægge engelsksprogede uddannelser (+1.400 studiepladser sidste år) fordi nogen ikke kan se fidusen ved at have en international kandidatgrad med fra Danmark.

Men tænk om 1, 2 eller 3 spor med udenlandske elever på en eksisterende grundskole i Rudersdal kunne udnytte de omtalte kvadratmeter, og ligefrem nogle af de dygtige undervisere.

Og tænk, hvis dette ligefrem kunne betyde ”liv” i stedet for ”død” for vores folkeskoler.

Jeg håber at et folketingsvalg vil betyde en regering med udsyn, og en politik med visioner - globalisering er ikke noget man vælger til eller fra.

Og vores børn kan kun have gavn af et levende og alsidigt skolemiljø, der kan forberede dem på en verden med både sprog og kulturudfordringer. Og dette kunne måske ligefrem være en model der giver lidt inspiration til at se fremad?

Publiceret 10 May 2019 09:30

SENESTE TV