Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V), opfordrer de unge til at bruge deres stemme ved EU-valget 26. maj. Arkivfoto

Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V), opfordrer de unge til at bruge deres stemme ved EU-valget 26. maj. Arkivfoto

Debat: Skal de gamle bestemme det hele?

Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V)

Kære unge Rudersdal-borgere

Kun ca. hver anden ung under 30 år i Rudersdal Kommune stemte ved EU-Parlamentsvalget i 2014. Det er alt for lidt!

Se dig omkring blandt dine venner. Se på dine holdkammerater i håndbold- eller fodboldklubben. For hver gang der er en, som stemmer, så er der også en, som ikke stemmer. Hvad enten du vil have mere EU eller mindre EU, opfordrer jeg til, at du bruger din stemme ved EU-Parlamentsvalget den 26. maj, og at du tager din ven, veninde eller holdkammerat med, så han eller hun også gør sin indflydelse gældende. Ellers overlader I det begge to bare til os gamle at bestemme over jeres fremtid.

EU kan virke fjernt og ligegyldigt i dagligdagen, men faktisk er mere end halvdelen af alle danske love resultat af beslutninger i EU. Om vi kan lide det eller ej, så har EU-Parlamentsvalget den 26. maj stor indflydelse på vores dagligdag. EU laver fx. regler om, hvor meget told du skal betale, hvis du køber tøj fra USA, hvor meget gratis internet du kan bruge på ferien i Spanien, hvad din shampoo og spegepølse må indeholde, og hvor meget biler og busser må forurene.

For at gøre det nemt for dig og dine venner at stemme, vil jeg reklamere for Ung i Rudersdals happening på Birkerød Station torsdag den 23. maj kl. 15-18, hvor I kan slå to fluer med ét smæk og stemme til både folketingsvalget og EU-Parlamentsvalget samtidig. I kan selvfølgelig også vente og benytte lejligheden til at stemme den 26. maj.

Hvis du og dine venner vil stemme torsdag den 23. maj hos Ung i Rudersdal, skal I bare huske legitimation, fx pas, sundhedskort (sygesikringsbevis) eller kørekort. Ung i Rudersdal byder på kaffe og vand i den til lejligheden opstillede campingvogn og sørger med hjælp fra kommunens Borgerservice for, at alt går rigtigt til. Alle andre aldersgrupper er selvfølgelig også velkomne.

Husk, at du også allerede nu og frem til den 23. maj kan brevstemme til begge valg samtidig.

Stem, fordi du kan.

Godt valg!

Publiceret 16 May 2019 10:00