Debat: Ræs og trusler om vold på Dronninggårds Alle

Marie-Louise Nielsen, Dronninggårds Alle 92A, 2840 Holte

Kære Jens Ive

Jeg skriver i afmagt. Min lille pige kunne være blevet kørt ned i dag. Det blev hun heldigvis ikke. Til gengæld blev hun og en masse andre børn vidne til, at min kære nabo blev truet med vold, fordi vi igen blev nødt til at bede en bil om at sænke farten og passe på vores børn.

Sidste uge blev en mor fra min datters vuggestue råbt af og kaldt ting, jeg ikke vil gengive her, fordi hun havde parkeret foran sit hus, hvorfor der ikke kunne køres ræs på vejen. Igen en episode som vores børn er vidne til.

To på EN uge!!

En ting er at vi alle hver dag skal frygte for at blive truet med vold, af billister, som tror Dronninggårds Alle er en motorvej.

Noget andet er, at vi skal frygte for at blive kørt ned, når vi bevæger os ud på Dronninggårds Alle.

Skal det koste liv, før der bliver taget de rette foranstaltninger?

Jeg flyttede ikke til din kommune med mine to små piger med den tro, at jeg skal frygte for, at de en dag vil blive kørt ned. Vi bor på en skolevej!

Jeg ved, at der er så mange forskellige henvendelser fra beboere på vejen, der alle fortæller om enslydende episoder.

Hvornår er I som kommune klar til at indgå i en konstruktiv dialog, så vi kan få bragt det her vanvid til ende?

Publiceret 22 May 2019 09:00