Debat: Kiri er fortsat under både oplæring og udvikling

Sille Kobjevsky, Borgerservice-chef i Rudersdal Kommune

Luc de Visme har være i dialog med kommunens nye chatbot, Kiri.

Spørgsmålet til Kiri lød ”Hvor er det, man kan sende noget om skolestruktur?”

Først svarede Kiri, at hun ikke helt forstod spørgsmålet, men forsøgte at hjælpe ved at henvise til hjemmesidens skole-sider.

Da Luc de Visme prøvede igen med en lidt ændret formulering, troede Kiri, hun blev spurgt om kørekort og henviste til hjemmesidens kørekort-sider.

Det er selvfølgelig irriterende ikke at få svar på sine spørgsmål. Og Kiri skal selvfølgelig ikke henvise til sider om kørekort, når hun bliver spurgt om skolestruktur.

Dette er en fejl, som vi har bedt leverandøren kigge nærmere på.

Men Kiris svar om, at hun ikke forstod spørgsmålet, er faktisk det bedste svar i dette tilfælde.

Kiri er nemlig et samarbejde mellem Rudersdal, Frederiksberg, Gladsaxe, Gentofte, Roskilde og Lyngby Taarbæk kommuner.

Det betyder, at hun på tværs af de deltagende kommuner giver de samme generelle svar de oftest stillede spørgsmål inden for de udvalgte emner, som hun er oplært i.

Kombineret med visse lokale informationer, som fx navnet på borgmesteren, antal skoler og prisen på at få taget et pasfoto.

Dette betyder samtidig, at Kiri ikke kan svare på spørgsmål om emner, som kun er relevante i en enkelt kommune, fx et arbejde med en ny skolestruktur.

Kiri er fortsat under både oplæring og udvikling. Vi overvåger, hvilke spørgsmål, hun bliver stillet, og tilpasser både Kiri og hjemmesiden, hvis vi oplever, at hun svarer forkert eller ikke kan svare overhovedet.

Man kan altid henvende sig til kommunen pr. telefon, hvis Kiri ikke kan svare på et spørgsmål. Kiri er ikke tænkt som en erstatning for Borgerservice, men som en ekstra kanal, hvor man hurtigt kan få afklaret ofte stillede spørgsmål.

En ting kommer Kiri dog ikke til at kunne, nemlig give svar i konkrete, personlige sager. Her vil man fortsat skulle henvende sig til kommunen for at få behandlet sin sag.

Svaret på Luc de Vismes spørgsmål kommer i øvrigt her: www.rudersdal.dk/nyskolestruktur

Publiceret 09 July 2019 09:00

SENESTE TV