Lokalt sejlertalent sætter kurs mod OL
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalt jolletalent sætter sejlet mod OL

Lokale Michala Høeg bruger al sin fritid i det våde element sammen med sin lazerjolle, og målet er at blive udtaget til OL i 2024

Bølgerne slår op på siden af den lille lazerjolle, og vinden pisker rundt med Michala Høegs blonde hestehale. Hun har rumpen hængende ud over bord, og den gyngende sø minder hende konstant om at hun blot har nogle millimeters neoprendragt som isolering mod det - endnu - kolde forårsvejr.

Det er hér, på havet og på søen 17-årige Michala Høeg fra Vedbæk bruger al sin ledige tid - i håb om, at hun i 2024 har gjort sig fortjent til en plads ved OL. 2020 mener hun selv er for tæt på, så hun sætter alt ind på at nå at være kampklar om 7 år.

Sejlads før fester

Til hverdag går den 17-årige sejler på Nærum Gymnasium som Team Danmark-elev. Og når tiden tillader det, så går hun da også med til sociale arrangementer og fester. Men det er alligevel livet i - og omkring - jollen, der tager næsten al hendes tid. Og selv hvis mormor fødselsdag midt i en konkurrence, så må hun nøjes med et fint kort, griner hun, men med en alvorlig mine.

“De er forstående på skolen og mine skolevenner er det også. Men de bedste venner, det er dem jeg har her i sejladsen. Vi er jo sammen hele tiden. Vi er der jo også med hinanden på en kedelig regnvejrsdag, og man lærer virkelig hinanden at kende,” siger hun.

17-årige Michala Høeg er ikke bange for blæst og iskolde bølger, når hun mange gange om ugen hopper i våddragten og lufter jollen på Furesøen og i Øresund. Foto: Julie Bülow
17-årige Michala Høeg er ikke bange for blæst og iskolde bølger, når hun mange gange om ugen hopper i våddragten og lufter jollen på Furesøen og i Øresund. Foto: Julie Bülow

Tankerne er altid i jollen

Når Michala sidder i klasselokalet på Nærum Gymnasium, så vandrer tankerne da også mere end ofte ud på søen og ned i jollen.

“Når jeg sidder i skolen, så glæder jeg mig til jeg har fri og skal ud på vandet. Så sidder jeg hele dagen og tjekker vejrudsigten, så jeg kan planlægge min sejlads. Ude på vandet glemmer jeg alt om lektier og afleveringer. Der er det nu og her der gælder,” siger hun.

Kæntringer er god træning

Ude på Furesøen er Michalas ellers venlige smil og udtryk blevet til alvorlige folder og et stift blik der afslører hendes dybe koncentration.

Foran Michala i jollen sejler en hurtig gummirib med en af sejlklubbens garvede rotter, Peter, bag roret. Han skaber nogle gedigne bølger mens han griner. “Vi driller hende lige lidt,” siger han og sejler ind foran Michalas jolle. Dønningerne skvulper op til alle sider af den lille jolle, og pludselig ligger den på siden.

“Der fik vi hende!” jubler Peter, mens avisens udsendte panikker og tror, at kæntringen er en gravalvorlig sejlerulykke.

Men inden næste bølge er skvulpet forbi har den plaskvåde sejler i ét tag hevet sig selv op på den kæntrede båd. Det er god træning, forsikrer Peter. Og lige så hurtigt har hun rejst jollen og er klar til at sejle af sted igen.

Håber på plads til VM i år

Hvis Michala Høeg skal gøre sig forhåbninger om en plads på OL holdet om syv år, så er det netop træning, der skal til. Både hård styrketræning, men også uendeligt mange sejlture med rumpen i kanten af det kolde vand. Og så skal, der profilering til. Man skal ses og bemærkes til sejladserne - og dét er Michala godt i gang med.

Til ungdoms-VM i Kina 18. december i år håber hun på at få en plads på holdet. Så i de kommende sejladser i året op til, må hun stramme bommen til og sejle godt.

“Vi sejler året rundt. Eller til vandet bliver stift,” griner hun og Peter. Og det forgangne år har der ikke været noget stift vand, så der har været ustandselig træning.

For let til ny sejlerklasse

Michala kæmper lige nu med, at hun er rykket op til en større kategori, mens hun selv ikke helt er tung nok til at veje det nye store lazerjolle-sejl ned. Selv om det ikke altid bliver til toprangeringer og så er der ikke noget der kan tage sejlerrusen fra hende.

“Jeg elsker at være derude, når det hele bare spiller. Det kan måske være 10 sekunder, hvor alt bare kører, og det er dét man lever for. Der er så meget træning, logistik og transport, men det er det hele værd, når man sidder der ude og alt bare går op. Jeg bliver helt høj på det,” siger Michala og forklarer, at man som sejler naturligt bliver god til at læse situationer. Der skal både holdes øje med vindtryk, bølger, modvinde, strøm og alle de andre både. Når man så samtidig jonglerer med gymnasielektier i en helt anden verden, så skal der noget organisatorisk overblik til.

Der skal sponsorkroner til

Michala har sejlet i Holte siden hun var 10 år gammel, og hun har ikke tænkt sig at rulle sejlet sammen, før hun er på helt rette kurs mod OL i 2024.

“Det 'eneste' der skal til er træning, konkurrencer og en god sponsor. Men sidstnævnte er svært i sejlsporten, for det er ikke en ligeså kendt og eksponeret sport som fodbold for eksempel er.”

Publiceret: 26. April 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere