27-årige Pernille Sørensen betaler altid kontaktløst. “Det er nemt, det er hurtigt, og det er smart. Jeg tror, det er fremtiden,” siger hun. Foto: Klaus Sletting
27-årige Pernille Sørensen betaler altid kontaktløst. “Det er nemt, det er hurtigt, og det er smart. Jeg tror, det er fremtiden,” siger hun. Foto: Klaus Sletting
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny betalingsløsning buldrer frem

Kontaktløs betaling hitter hos danskerne. »Det er gået langt hurtigere, end vi havde turdet håbe på,« forklarer kortudbyder

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk
Kontaktløse kort i fremgang

Andel af Dankort-betalinger, som er kontaktløse:
Juli 2015 0,01%
Juli 2016 7%
December 2016 15%
Juli 2017 32%
December 2017 43%
Kilde: Nets

Pernille Sørensen holder sit Dankort op foran betalingsterminalen ved kassen i Meny – og 'bip', så er der betalt. Hendes Dankort er kontaktløst, så mere skal der ikke til.

“Jeg betaler kontaktløst, hver gang jeg betaler med Dankort. Det er nemt, det er hurtigt, og det er smart. Jeg tror, det er fremtiden,” siger 27-årige Pernille Sørensen.

På bare to et halvt år er kontaktløs betaling gået fra at være et helt nyt fænomen i Danmark til at være en gængs betalingsmåde.

Ved udgangen af december 2017 skete knap 43 procent af alle betalinger med Dankort kontaktløst. Året forinden – i december 2016 – var det knap 15 procent. Udviklingen har været eksplosiv.

“Det er gået langt hurtigere, end vi havde turdet håbe på. Vores forventning var, at 30 procent af alle Dankort-betalinger ville være kontaktløse på nuværende tidspunkt, men vi er over 40 procent. Det tager tid at ændre folks betalingsvaner, men her er det altså gået hurtigere, end vi havde forestillet os,” siger Søren Winge, der er pressechef i Nets, som står bag de kontaktløse kort.

Forklaringen på det kontaktløse korts succes er enkel, mener Jan Damsgaard, ekspert i fremtidens betalingsmidler og leder af digitaliseringsafdelingen på CBS.

“Det er nemt og bekvemt, og det går lynhurtigt. Når folk har prøvet det en enkelt gang og kan se, at det fungerer, så skal der ikke mere til. Folk gider ikke en gang tage deres kort ud af pungen mere, de holder den bare hen til automaten – og 'bum', så er der betalt,” siger Jan Damsgaard.

Debat om sikkerhed

Da kortet blev introduceret i 2015, gav det anledning til debat om, hvorvidt det var et sikkert betalingsmiddel, når man ikke skal indtaste pinkode for beløb under 200 kroner.

Det har dog vist sig, at svindel med de kontaktløse kort er mindre end med klassiske Dankort.

“Det største problem ligger faktisk i, at tyvebander aflurer folks pinkoder. Det er der, vi ser de store problemer. Problemet har været langt mindre på de kontaktløse kort, fordi man kun sjældent taster sin pinkode,” siger Søren Winge.

66-årige Morten Juul er da heller ikke nervøs for at blive bestjålet, når han bruger sit kontaktløse kort en gang om dagen på sine ture til Meny.

“Jeg har overhovedet ingen betænkeligheder ved det. Hvis jeg endelig skulle miste det eller få det stjålet, ringer jeg bare og spærrer det med det samme. Jeg tror faktisk, at der kommer mere af den her slags kontaktløs betaling, og det er helt fint,” siger Morten Juul.

Mere af det skal der nok komme. Næste skridt bliver kontaktløs betaling med smartphones, mener Jan Damsgaard.

“Det er sådan noget som Dankort integreret i telefonen og Apple Pay. Det fungerer ligesom det kontaktløse Dankort – man holder det op foran, og så er der betalt. Det kommer virkelig til at rykke noget,” siger Jan Damsgaard.

Publiceret: 14. Januar 2018 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt