Etableringen af nye tværkommunale akutcentre skal sikre, at ældre borgere kan opsøges i eget hjem og behandles der af sygeplejersker i stedet for at skulle tage på hospitalet.
Etableringen af nye tværkommunale akutcentre skal sikre, at ældre borgere kan opsøges i eget hjem og behandles der af sygeplejersker i stedet for at skulle tage på hospitalet.
Modelfoto: Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nye akutcentre skal forhindre indlæggelser af ældre

Fra 1. januar træder en ny tværkommunal akutfunktion i kraft, som har til formål at undgå unødige indlæggelser af ældre borgere

Når en ældre borger fremover bliver dårlig uden for lægens sædvanlige åbningstid, er der god mulighed for, at vedkommende ikke behøver at blive kørt til hospitalet for at blive tilset af en læge, som det i dag ofte er praksis.

Fra 1. januar 2018 etableres der en ny tværkommunal akutfunktion, som skal sikre, at de ældre borgere så vidt muligt kan få den fornødne pleje og akutte behandling i eget hjem eller på den kommunale institution, som vedkommende befinder sig på.

Sagen er netop blevet behandlet i Rudersdal Kommunes Social- og Sundhedshedsudvalg, og i korte træk indebærer aftalen, at Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, og Gladsaxe Kommuner samarbejder om at lave en døgndækkende akutfunktion, hvor specialiserede sygeplejersker kan tage ud til de enkelte borgere og tilse dem i eget hjem.

Fire frikommuner

“Som det fungerer i dag har hver kommune deres egen akutordning, her i Rudersdal er det hjemmesygeplejen, der varetager opgaven. Problemet er bare, at når hjemmesygeplejerskerne ikke har en læge ved deres side, må de ikke give drop og lignende, som ofte er den behandling, der er nødvendig. I stedet kommer borgeren så akut på hospitalet, og det er ofte ikke særlig hensigtsmæssigt, da det er en anstrengende oplevelse for borgeren og desuden også alt for dyrt. Meget af behandlingen kunne lige så godt løses på akutstuer i kommunerne,” forklarer borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V).

En ordning som denne har ikke hidtil kunne lade sig at gøre, da lovgivningen har spændt ben for, at kommunerne kan samarbejde på tværs. Men i takt med, at de fire kommuner i oktober 2016 blev godkendt som frikommunenetværk (4K) er der nu mulighed for, at man kan etablere denne funktion.

“På det her område kan det normalt ikke betale sig at sætte sådan et tilbud i værk med den størrelse vi har. Men når vi lægger fire kommuner sammen dækker vi cirka 280.000 borgere, og så har vi volumen til at gøre det,” lyder det fra Jens Ive.

Børnefamilier venter

Som før nævnt bliver akutfunktionen organiseret som en mobil, udgående enhed, der kan rekvireres af kommunernes øvrige serviceenheder som eksempelvis hjemmeplejen, plejecentre og bosteder.

“Det afgørende er, at de praktiserende læger, regionen i form af Akuttelefonen 1813 og kommunerne arbejder sammen. Dermed har de sygeplejersker, som arbejder i enheden, en direkte kontakt til lægerne hos 1813, og det betyder, at de ofte kan foretage behandlingen selv ude hos borgeren i eget hjem, så man undgår den unødige indlæggelse,” fortsætter Jens Ive.

I første omgang kommer ordningen til at omhandle de ældre borgere på 65 år og derover. Men ifølge borgmesteren er det kun første skridt.

“Vi har jo samme situation med børnefamilierne, hvor lille Peter risikerer at vente på behandling på skadestuen i flere timer, fordi problemet ikke er livstruende. Og det er ikke en særlig god oplevelse for børnene. Så på sigt vil vi også gerne have denne borgergruppe med i ordningen,” forklarer borgmesteren.

Skjult data analyseres

Samtidig benytter man lejligheden til at få analyseret den kæmpe mængde persondata, som de forkellige enheder har indsamlet igennem årene. Regionen ligger inde med en vis mængde data og kommunerne en anden. Problemet er ifølge borgmesteren bare, at oplysningerne aldrig er blevet analyseret eller udvekslet mellem de to enheder.

“Vi får dataanalytikere til at undersøge, om man for eksempel kan se en sammenhæng mellem de her forløb. Ligger der en forklaring gemt på, hvorfor nogle ældre falder, hvad med medicinforbruget og så videre. Det får vi nu undersøgt,” fortæller Jens Ive.

Den foreløbige overordnede økonomiske ramme for den årlige drift af den fælles, tværkommunale akutfunktion forventes at ligge på cirka 13 mio. kr., og fordelingen af udgifterne mellem de fire kommuner vil ske efter en fordelingsnøgle, der vægter andelen af de +65-årige og størrelsen på befolkningen. For Rudersdals vedkommende betyder det en årlig udgift på 3.075.958 kr.

Publiceret: 10. Oktober 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Rudersdal Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt