Demet Ünal kommer til at stå i spidsen for den nye pigeklub, som Ung i Rudersdal åbner den 3. september.

Demet Ünal kommer til at stå i spidsen for den nye pigeklub, som Ung i Rudersdal åbner den 3. september.

Ung i Rudersdal starter ny klub kun for piger

Af
Anne Dahl Kristensen

Af og til er det rart, at piger kan mødes alene, uden at drengene er der til at forstyrre og bryde ind i samtalerne.
Og den mulighed får piger fra 6.klasse og opefter nu i Rudersdal. Ung i Rudersdal starter nemlig en ny pigeklub i Casa Blanca i Birkerød (den hvide villa overfor stationen ).
Pigeklubben er KUN for piger fra 6. klasse og opefter, og tilbuddet er til alle kommunens piger, uanset hvilken baggrund man har. Medarbejderne tager dog særlig hensyn til piger med anden etnisk baggrund end dansk i eksempelvis madlavning og aktiviteter. Man behøver ikke at tilmelde sig klubben, man kan bare møde op, når man har lyst.
I klubben er der skabt en ramme, som giver plads til hygge med blandt andet film på storskærm, design af smykker og tørklæder, sportsaktiviteter samt mange andre ting. Pigerne kan også få hjælp til jobansøgninger, lektier, uddannelsespapirer med mere. Samtidig er det planen, at pigerne skal lave fælles mad og dessert, og der vil efter pigernes ønsker blive arrangeret ture / udflugter med klubbens bus.
Så du er mere end velkommen, til at invitere dine veninder med i klubben, som åbner mandag den 3. september klokken 15.00 - 20.00. Efterfølgende besluttes det i fællesskab, hvad den passende åbningstid vil være.
For yderligere information er man velkommen til at kontakte Demet Ünal, som står for klubben, på telefon: 50 46 40 62 eller til ungekonsulent Katrine Barnekow på telefon: 72 68 59 07.

Publiceret 30 August 2012 00:00