Stine Marie Nielsen (tv) og Charlotte Wieth-Klitgaard (th) har kendt hinanden siden gymnasiet. Et ønske om et fælles projekt mundede ud i bogen 'Sæt dit rod på plads', hvor de to kvinder giver gode råd til at rydde op og derved skabe mere overblik og energi i hverdagen.

Stine Marie Nielsen (tv) og Charlotte Wieth-Klitgaard (th) har kendt hinanden siden gymnasiet. Et ønske om et fælles projekt mundede ud i bogen 'Sæt dit rod på plads', hvor de to kvinder giver gode råd til at rydde op og derved skabe mere overblik og energi i hverdagen.

Lær at sætte dit rod på plads

Får man ryddet op i sit liv, frigøres der mere energi og overskud til de ting, som giver værdi i livet. Det har to lokale kvinder nu skrevet en bog om

Af
Anne Dahl Kristensen

"Rod er roden til meget ondt. Rod er en tidsrøver, når vi ikke kan finde, hvad vi leder efter. Rod koster penge, når vi køber ting, vi allerede har eller ikke behøver. Rod avler afmagt, når vi slår rødder i ingenmandsland, fordi vi ikke evner at give slip på i går og sige goddag til i morgen."
Sådan skriver Charlotte Wieth-Klitgaard fra Birkerød og Stine Marie Nielsen fra Lyngby i deres nye bog 'Sæt dit rod på plads'. Og uanset om man definerer sig selv som et rodehoved, et ordensmenneske eller en udpræget samlertype, kan langt de fleste formentlig nikke genkendende til en af ovenstående formuleringer.

Ingen løftet pegefinger

Mange har angiveligt på et tidspunkt følt, at døgnets 24 timer ikke slog til, eller at følelsen af uoverskuelighed overmandede en, når mailboksen flød over med gamle og uafklarede spørgsmål. Men ifølge de to kvinder kan alle disse scenarier forebygges.
Charlotte Wieth-Klitgaard og Stine Marie Nielsen, der har været veninder siden gymnasietiden, giver i deres nye bog gode råd til, hvordan man prioriterer i sit liv, og hvordan man rydder op både i sin bolig samt i de øvrige ting, man bruger sin tid på. For gør man det, skaber man samtidig mere energi og overskud i sin hverdag, ligesom flere konflikter kan undgås.
"Der er på ingen måde tale om løftede pegefingre, og vi siger heller ikke, at folk skal rydde op for pænhedens eller andres skyld. Bogen skal bruges 100 procent for egen vindings skyld, og vores budskab er bare, at når man tager stilling til sine ting, får man også klarhed og et langt større overblik i sin hverdag," forklarer de to forfattere.

Din tid er et budget, hvor du ikke kan låne og ikke kan gå i minus - brug din tid, på det, som giver værdi. Det er et af budskaberne i bogen ‘Sæt dit rod på plads’.

Din tid er et budget, hvor du ikke kan låne og ikke kan gå i minus - brug din tid, på det, som giver værdi. Det er et af budskaberne i bogen ‘Sæt dit rod på plads’.

Bliv rodet kvit

Charlotte Wieth-Klitgaard bor sammen med sin mand i en fusionsfamilie med i alt fem børn.
Stine Marie Nielsen bor ligeledes sammen med sin mand og børn, og det er særligt hverdagens praktiske udfordringer og gøremål, som har været inspirationskilden for de to kvinder.
Bogen byder på fem personlighedstyper, som man kan identificere sig med, og efterfølgende præsenteres der gode råd til at organisere alt fra kælderen og kalenderen til bil og børneværelse.
Ikke mindst giver bogen nye perspektiver i forhold til måden, som man anskuer sit rod på. Ifølge forfatterne er rod nemlig, noget som man ikke bruger. Noget, som ikke gør ens liv nemmere, og noget som ikke gør dig lykkeligere. Og i en presset hverdag, som rigtig mange har, er det måske netop en fordel en gang for alle at blive rodet kvit.
"Vi tror på, at selv de små handlinger har stor effekt. Det handler om at komme i gang og få mere tid og overskud til det, der virkelig betyder noget for en. Og at rydde op, sortere og prioritere er en rigtig god begyndelse," fortæller de to.
Bogen udkommer den 30. januar, og den 16. februar signerer de to forfattere bogen hos Bog og Ide på Lyngby Hovedgade.

Publiceret 24 January 2013 00:00