Bo Belvedere Christensen har samlet sine talrige klatreerfaringer i bogen

Bo Belvedere Christensen har samlet sine talrige klatreerfaringer i bogen "Mont Blanc Vejen til toppen af Europa", som udkom 9. september

Vejen til toppen af Europa

Bjergbestigeren Bo Belvedere Christensen har netop udgivet en ny bog om sine erfaringer med at nå toppen af Europas højeste bjerg Mont Blanc

Af
Anne Dahl Kristensen

"Jeg er selv totalt i bjergenes 'vold'. Jeg elsker at opholde mig i teltet, glæde mig til, hvilke udfordringer jeg vil møde, være på vej, opleve den store natur, som konstant er under forandring, og selvfølgelig også opleve de store øjeblikke, når alt bare lykkes. Jeg stræber efter at nå mit mål, men vigtigst af alt komme helskindet ned igen. Alt dette gerne sammen med nogle af de gode venner, jeg har dyrket bjergene med gennem flere tiår, eller sammen med min familie, der gudskelov deler min fascination af bjerge, bjergbestigning og klatring."
Sådan beskriver Holte-borgeren Bo Belvedere Christensen selv en del af sin fascination for bjergbestigning. Seneste har han forsøgt at nå toppen af Mount Everest uden brug af iltflasker. En ekspedition, som vi fulgte på afstand her i Rudersdal Avis. Den mission lykkedes desværre ikke, men det gjorde hans tidligere tur mod toppen af Mont Blanc.

Præsident på bryllupsrejse

Hans erfaringer fra netop dette bjerg har han nu samlet i en bog kaldet "Mont Blanc Vejen til toppen af Europa", som udgives gennem forlaget Gyldendal.
I bogen giver Bo Belvedere Christensen læseren flere overraskelser plus solid viden om Europas store fascinerende bjerg. Bogen indeholder bjergbestigningsruter, fif til forberedelsen og uundværlig viden om vejrforhold og udstyr.
Derudover er den krydret med skæve historier om de første kvinder på Mont Blanc, der klatrede i lange kjoler og præsident Roosevelt, der valgte at bruge sin bryllupsrejse på at bestige Mont Blanc - vel At mærke uden sin nye hustru.
Samtidig gør Bo Belvedere Christensen i sin nye bog op med ideen om bjergbestigeren som adrenalin-junkie:
"Som bjergbestigere og klatrere møder vi ofte beskyldningen om, at vi er adrenalinjunkies. Intet er mere forkert - det er ikke farlige situationer, vi søger. Men vi oplever derimod en stor tilfredsstillelse i at gøre noget potentielt farligt til noget medgørligt," forklarer han.
I august forsøger Bo Belvederes Christensen igen selv at bestige Mont Blanc sammen med sine døtre på henholdsvis 18 og 21 år.

Mont Blanc Vejen til toppen af Europa
Udgivelse: 9. september
Sider: 277
Forlag: Gyldendal
Pris: 349,95 kroner

Publiceret 12 September 2013 02:00