Årets Limenasforestilling - ”Matriarkens Valg” spiller i Mantziussalen i Birkerød frem til lørdag den 30. november.

Årets Limenasforestilling - ”Matriarkens Valg” spiller i Mantziussalen i Birkerød frem til lørdag den 30. november.

Så ruller Limenas igen

Onsdag var der premiere på årets Limenasforestilling - Matriarkens Valg - i Mantziusgården

Tirsdag skulle der vælges kommunalbestyrelser i Danmark, men onsdag bød på endnu et valg: Her havde årets Limenasforestilling ”Matriarkens Valg” premiere i Mantziussalen i Birkerød.
Stykket er forfattet af Rasmus Østermann og Malene Klug, som også har instrueret de medvirkende 130 børn og unge. Begge har været med i Limenas en stor del af deres liv, og instruerer i år for tredje gang.

Et godt grin

Kort fortalt handler stykket, der foregår i en ruinby i en jungle, om en materiark - komplet med krone af strudsefjer – der synger ud over salen fra et højt podie, smykket med brændende fakler. Under hende svarer et kor af over hundrede undersåtter tilbage, og så er tonen til årets stykke slået an.
Hvad der sker efterfølgende, skal ikke afsløres her, men det er en forestilling, som nok skal få nogen til at gyse, når lyset dæmpes og ”junglens stemmer” hviskende sniger sig frem. Mor (og far) kan også med fordel have kleenex i lommen, for i passager er stykket ganske gribende, når det tager store emner som tro, skæbne og moderkærlighed under behandling.
Men der er nu også god plads til grin, som når en snes ”lommefilosoffer” undrer sig forlæns og baglæns over, hvordan verden er skruet sammen, eller et hold af junglens skæve gamlinger viser sig at have alvorlige problemer med korttidshukommelsen.
Bag scenen lægger musikere toner under de mange sange og danseoptrin, der er en vigtig del af historien, og det er tydeligt, at der er blevet arbejdet hårdt siden august, hvor arbejdet på forestillingen gik i gang. Et stort hold forældre har savet, syet og sminket for at gøre illusionen om ruinbyen og dens forskellige – og ret specielle – beboere mulig.
Årets Limenasforestilling - ”Matriarkens Valg” spiller i Mantziussalen i Birkerød frem til lørdag den 30. november.
pm

Publiceret 21 November 2013 00:00

SENESTE TV