Erhvervsforening hædrer virksomheder med nye priser

Rudersdal Erhvervsforening vil uddele årlige hæderspriser til medlemsvirksomheder. De to første, Innovationsprisen og Årets Mindre Virksomhed, er uddelt

Af
Steen Trolle

hæder To lokale virksomheder kan tage fat på 2015 med et solidt skulderklap fra Rudersdal Erhvervsforening i ryggen. Den lokale erhvervsforening vil fremover uddele en række årlige priser til medlemsvirksomheder, der har gjort en særlig indsats, og de to første priser er uddelt. Det drejer sig om ”Årets Mindre Virksomhed” og ”Innovationsprisen”.

Hjælp til at fastholde +55-medarbejdere

Prisen som Årets Mindre Virksomhed er gået til FirmaPlus i Holte, der drives af Hans Ussing. Firmaet har bl.a. til formål at hjælpe 55+ medarbejdere med at blive på arbejdsmarkedet. Blandt de større virksomheder og organisationer, som FirmaPlus har lavet projekter med, er Coop og Greve Kommune. ”FirmaPlus er således medvirkende til at gøre en stor forskel for seniorer på arbejdsmarkedet - og de virksomheder der har ansat dem,” sagde Melina Kiwa Søderberg, formand for Rudersdal Erhvervsforening, da hun overrakte prisen til Hans Ussing.

Innovativ løsning til vandværker

Robotek Gruppen A/S i Birkerød modtager ”Innovationsprisen”. Robotek har udviklet et digitalt styringsværktøj, som gør det muligt at styre, regulere og overvåge vandværker. Med værktøjet kan vandværkerne optimere driften og dermed nedbringe vandspild, som er et stort problem globalt for vandforsyninger. ”Potentialet for innovative løsninger er stort. Alene i Danmark vurderes der at være 2.700 mindre vandværker, der vil kunne få gavn af Roboteks nye SRO system. Og hos Robotek forventes et betydeligt eksportmarked, da der rundt om i verden findes adskillige vandforsyninger med ringe forsyningssikkerhed,” fortæller Rudersdal Erhvervsforening. Foreningen fremhævede ved overrækkelsen, at Robotek tager lærlinge. Lige nu har virksomheden seks lærlinge, hvilket er lidt af en sjældenhed, sagde Jesper Winther Andersen, næstformand i Rudersdal Erhvervsforening, ved overrækkelsen.

Publiceret 30 December 2014 10:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV