Mød arkitekterne bag Orangeri på Gl. Holtegaard

Gl. Holtegaard og arkitekterne bag det nye Orangeri inviterer interesserede til en walk & talk i Barokhaven

Af
Af Peter Mailand

Orangeri Onsdag den 10. juni vil arkitekterne bag det nye Orangeri på Gl. Holtegaard, Kim Lenschow, Søren Pihlmann og Mikael Stenström fortælle om deres arbejde. Arrangementet vil blive holdt i en uformel form som en walk & talk i Barokhaven med plads til spørgsmål undervejs.
Ved eftermiddagens spadseretur i haven fortæller formidlingsmedarbejder Ida Leisner om Gl. Holtegaards nye udstillingsrække 'Pavillon I-III', hvor der hvert år i perioden 2015-17 vil blive bygget en ny, midlertidig pavillon i haven.
Tanken er at lade Gl. Holtegaards egenart som arkitektonisk perle og barokhavens iscenesættende karakter være udgangspunktet for en ny arkitektur/skulptur, hvor historie og samtid, det gamle og det nye, belyser hinanden.

En nyfortolkning

Første pavillon i rækken er altså Orangeriet, der er tegnet af Kim Lenschow, Søren Pihlmann og Mikael Stenström.
Deres bygning er en nyfortolkning af et af barokkens mest ikoniske byggerier, kirken San Carlo alle Quattro Fontane i Rom, tegnet af arkitekten Francesco Borromini (1599-1667). Ved hjælp af geometriske grundformer, cirkler og ovaler, skabte Borromini et dynamisk kirkerum af stor skønhed. Orangeriet i barokhaven tager udgangspunkt i grundplanen for Borrominis bygning. Som en skitse af det oprindelige kirkerum er Orangeriet bygget op af en stålkonstruktion, der til slut er omviklet med kraftigt plastik – 'shrink wrap', et materiale, som er udviklet til at beskytte biler, både og andre større genstande.
Efter turen i barokhaven holder Spiseriet ekstraordinært åbent og her kan man købe et dejligt, hjemmelavet måltid mad.

Hvor og hvornår

Det foregår på Gl. Holtegaard onsdag den 10. juni kl. 17. Tilmelding til walk & talk på: gl-holtegaard@rudersdal.dk
Billet: 95 kr. (seniorer/studerende 85 kr.)
Billet til walk & talk giver samtidig adgang til udstillingen 'For Octavians triumf – slumbarok'. Udstillingen skal dog ses inden kl. 17, når walk & talk begynder.

Publiceret 02 June 2015 00:00

SENESTE TV