Lars Liebst Pedersen adopterede for fem år siden en søn fra Etiopien. Tidligere på året udgav han den skønlitterære roman 'Drengen der hed Bekele', som er en fiktiv roman om adoption. Med bogen ønsker han at sætte fokus på adoption som familieform.

Lars Liebst Pedersen adopterede for fem år siden en søn fra Etiopien. Tidligere på året udgav han den skønlitterære roman 'Drengen der hed Bekele', som er en fiktiv roman om adoption. Med bogen ønsker han at sætte fokus på adoption som familieform.

Adoptivfar:

“Lad os tale åbent om adoption”

Forfatter og adoptivfar Lars Liebst Pedersen fra Birkerød ønsker med sin seneste roman at sætte fokus på adoption som familieform

Af
Anne Dahl Kristensen

"Jeg er ikke i tvivl om, at man som adoptivforældre kan give børnene et godt liv. Men hvis man vil skabe hele mennesker, er der mange ting, man bør forholde sig til: Adopterede har ikke selv bedt om at blive flyttet om på den anden side af jorden, de har et tab af familie og kultur med sig, og adoption er i det hele taget belagt med mange etiske dilemmaer. Hvis man som familie ikke får håndteret og talt åbent om de ting, er børnene overladt til dem selv, og så risikerer man, at de sidder fortabte i Sporløs 20 år senere."
Sådan lyder budskabet fra forfatter Lars Liebst Pedersen. Han udgav tidligere på året sin skønlitterære debutroman "Drengen der hed Bekele".
Det er historien om en adopteret drengs favntag med sin dansk-etiopiske identitet og sine afrikanske rødder. Om den nådesløse, men nødvendige proces det er at hele gamle sår og opnå nye erkendelser. Romanden dykker ned i adoption som livsvilkår og familieform og spørger, om grænserne for en familie er genetiske, juridiske eller følelsesmæssige.

Romantisk forestilling

Livet i en adoptivfamilie er langtfra ukendt for forfatteren selv. Lars Liebst Pedersen og hans hustru adopterede for fem år siden en dreng fra Etiopien.
"Vi synes, det gav super god mening," fortæller forfatteren og fortsætter:
"Når man går ind i en adoption, gør man det jo, fordi man gerne vil have børn. Man har alle de gode intentioner og tanken om at det er en smuk løsning, som giver mening på rigtig mange plan. Denne lidt romantiserede forestilling om adoption kan jeg nok ikke sige mig fri for selv at have haft."
Men siden da har han været på en personlig rejse i sit syn på adoption, og er det fortsat.
"Jeg vil kalde mig for kritisk adoptant. For med det ansvar, der følger med at adoptere, synes jeg, det er ekstremt vigtigt at reflektere over international adoption som familieform, som løsning på fattigdomsproblemer, adoptionsområdets dilemmaer og legitimitet," siger Lars Liebst Pedersen.

Åbent adoptivsystem

Der har igennem de seneste år flere gange været fokus på adoptionssystemet, og særligt vakte dokumentaren om adoptivbarnet Masho voldsom debat. Og den lokale forfatter hilser debatten velkommen.
"Det nytter ikke noget bare at kigge væk. Vi er nødt til at se problemerne i øjnene, og jeg synes, det har været vigtigt at få fokus på, hvornår en adoption eksempelvis er legitim at gennemføre. For hvem er adoptionssystemet egentlig til for? Det er til for sådan en som mig. Jeg er den stærke part. Men hvad med de adopteredes rettigheder, og hvad har de biologiske forældre af rettigheder? Den diskussion synes jeg er sund, og jeg mener, at man godt kan tænke adoption ind i et meget mere åbent system, end de anonyme og lukkede adoptioner, der praktiseres i dag."

Plads til biologiske forældre

Åbenheden gælder ikke mindst i forhold til det adopterede barn. Ifølge Lars Liebst Pedersen har man som adoptivforældre en forpligtelse til at tage rollen som netop adoptivforældre på sig.
"Jeg kan – og skal - jo ikke slette to år af et liv. Man skal som adoptant være voksen nok til at sige ja, du har også en biologisk familie, og samtidig vide, at det ikke sætter ens egen stilling på spil. Vi skal måske bare anskue det lidt anderledes og se os selv og den biologiskefamilie som en udvidet familie," forklarer han.
Alle disse betragtninger forsøger Lars Liebst Pedersen at få fanget mellem linjerne i sin bog. Historien er ren fiktion, for sønnens historie er hans alene.
"Det var vigtigt for mig, at bogen blev ren fiktion, og at jeg kunne formidle emnet på min måde, som er mere indirekte og symbolsk, og ved at flette eventyr og magi ind i handlingen. Dels har jeg ikke brug for at udkomme med en selvterapeutisk bog, men vigtigst af alt, så skal min søns historie ikke lægges frem i en bog. Sammen skal vi få talt om det, vi ved, og opsøge de ting, vi ikke ved.”
Det er en proces, som Lars Liebst Pedersen også sender sin fiktive og lidt tøvende og usikker adoptivfamilie ud på i sin debutroman.

Publiceret 26 October 2015 16:00

SENESTE TV