Slå et slag for kuglerne og støt Kræftens Bekæmpelse

Hos Søllerød Golfklub kan du vinde flybilletter og samtidig støtte Kræftens Bekæmpelse

Drømmer du om to flybilletter tur/retur til sol, palmer og strand i Thailand? Eller kunne du tænke dig at invitere dine medarbejdere på samarbejdskursus eller chefgruppen på ledercoaching?
Hvis ja - så er fredag 15. september noget for dig. Fra klokken otte inviterer Søllerød Golfklub til ”Slå et slag for kuglerne” – et arrangement, der afholdes i forbindelse med Kræftens Bekæmpelse og kampagnen ”Mand det nytter.” Her inviteres alle greenfee gæster - også fra andre klubber - til at deltage. Tilmelding er åben i Golfbox og der er altså herlige præmier på højkant.
Arrangementet byder blandt andet på en holdmatch på 16 huller. Undervejs vil der være forskellige indsamlingsevents på hullerne, der giver en sjov og anderledes golf-oplevelse. Udover præmier til vinderne af turneringen, er det muligt for alle at deltage i den efterfølgende auktion. Her kan man byde på gaver og oplevelser blandt andet en halvdags kompetencegivende TMI – Time Management Workshop for 16 ledere eller medarbejdere til en værdi af 12.000 kroner, massage, golfudstyr , gavekort til Energi.dk, lækkerier fra Irma, Kvickly, Imerco i Holte og en lang række andre spændende produkter.
Yderligere trækkes, der lod om to flybilletter fra Turkish Airlines til Phuket, Thailand. Alle har mulighed for at deltage – også de, der ikke spiller golf. Lodder til lodtrækningen kan købes i Søllerød Golfklub på dagen, samt i klubbens sekretariat i dagene op til arrangementet.
Pengene fra arrangementet går ubeskåret til ”mand det nytter”. Sidste år vandt Søllerød Golfklub andenpladsen for største indsamling per deltager, blandt 40 golfklubber i hele landet. Indsamlingen gav dengang godt 44.000 kroner.

Publiceret 13 September 2017 09:00

SENESTE TV