Omfattende hærværk på Søllerød Kirkegård

I løbet af weekenden har vandaler hærget på den lokale kirkegård

Af
Anne Dahl Kristensen

Kirkegården er normalt et sted, hvor alt ånder fred og ro. Her skal der være plads til at kunne mindes de kære, som ikke er mere.
Men i løbet af weekenden blev den orden og stilhed brudt, da ukendte personer begik hærværk på stedet. Og det må have været en særlig trist oplevelse for de pårørende at møde op til det efterladte syn.
Ifølge Nordsjællands Politi er hærværket sket mellem fredag kl. 15 og søndag kl. 9.00. Det er gået ud over cirka 12 gravsteder, hvor gravstenen er blevet væltet, ligesom de opsatte skraldespande på stedet er blevet væltet.
Gerningsmændene har endvidere fjernet blomsterbuketter fra gravstederne og smidt buketterne rundt i buskene. Og endelig har man taget flere af de lyskæder, som ligger på gravstederne og hængt dem op i træerne.
Ifølge Hanne Vraagaard fra Nordsjællands Politi har man ikke nogen indikation af, hvem der står bag, men finder man frem til vedkommende, kan den eller de personer formentlig se frem til et større erstatningskrav.

Publiceret 06 November 2017 00:00

SENESTE TV