Mere end hver 10. borger har allerede stemt

Time for time bliver stemmeprocenten opgjort i Rudersdal Kommune

Af
Anne Dahl Kristensen

Rudersdal Kommune følger nøje udviklingen i kommunalvalget, og hver time bliver stemmeprocenten offentliggjort.
Klokken 10.00 kunne det således konstateres, at 14,9 procent af de i alt 42.462 stemmeberettigede borgere i kommunen havde sat deres kryds. Det svarer til 6.336 borgere.
Det er vælgerne, der tilhører valgstedet på Birkerød Skole, der har været mest aktive. Her ligger stemmeprocenten nemlig på 17 procent. Derefter kommer Ny Holte Skole med 16,6 procent skarp efterfulgt af valgstedet på Vangeboskolen, der kl. 10.00 havde en stemmeprocent på 15,9 procent.  
Valgstederne åbnede i år en time tidligere end ved det seneste kommunalvalg i 2013, og dermed har borgerne også haft mere tid til afgive deres stemme. Og fra morgenstunden kl. 8.00 lå stemmeprocenten allerede på 7,8 procent, idet dette tal angiver hvor mange borgere, der har brevstemt forud for valgdagen.
Og meget lader til, at flere og flere borgere vælger at benytte sig af denne mulighed. I 2009 var det kun 3,8 procent, der valgte at brevstemme, imens det i 2013 var 6,9 procent af vælgerne i Rudersdal, der brevstemte.
Forhåbentlig afspejler den positive udvikling sig også i den samlede stemmeprocent for hele kommunen. I 2013 lå den på 75,7 procent.
 
#rudersdalkv17 

Publiceret 21 November 2017 00:00

SENESTE TV