Kontorbygning omdannet til 25 nye rækkehuse i Birkerød

I løbet af december og januar er der planlagt indflytning i de 25 nye rækkehuse, som netop er opført på Teglgården 18 i Birkerød

Af
Anne Dahl Kristensen

En lejebolig i København er efterhånden svær at komme i nærheden af, og derfor begynder flere investorer at søge ud i omegnskommunerne for at realisere nye projekter. Det forklarer Ulrik Thalbitzer-Foldskov, der er ejer af firmaet UTF Holding ApS / UTF Group, som står bag opførelsen af 25 nye rækkehuse i Birkerød.
Der har for nylig været afholdt åbent hus på boligerne, som står klar til indflytning i løbet af december og januar. Boligerne er placeret i en forhenværende kontorbygning hvor blandt andet SKAT har haft domicil. Bortset fra selve bygningsrammen er alle tidligere elementer dog fjernet, og i stedet er der skabt tidssvarende og familievenlige boliger i to plan. En del af materialerne fra den oprindelige bygning er dog blevet genbrugt i et forsøg på at undgå materialespild.

Børnefamilier er velkommen

Det udvalgte område i Birkerød er oplagt til projektbyggeriet, mener bygherrerne.
“Det er blevet kompliceret i København, med den udvikling boligmarkedet har taget. Der er mange børnefamilier, der søger uden for København, og i den henseende er Birkerød oplagt til et projekt som dette. Boligerne ligger stadig tæt på København, og man har både sportsfaciliteter, skov og natur, indkøbsmuligheder og institutioner i nærområdet,” forklarer Martin Hassenkamm, der er partner i UTF Holding ApS / UTF Group, og som har haft sin daglige gang på projektet under opførelsen.
Selve indretningen af rækkehusene er derfor også lagt op til det børnevenlige liv. Boligerne er i størrelsesordenen 118-160 kvadratmeter, og alle huse er forsynet med gulvvarme. Der er indrettet store glaspartier i stuen, så der kommer masser af lys ind i boligen. Der er indrettet tre soveværelser og badeværelser på hver etage samt køkken/alrum. Der er separate haver til hver bolig, og så er der indrettet en særlig entré, så der er plads til at smide mudrede gummistøvler og flyverdragter, inden man træder ind i boligen.
Prisen for lejeboligerne varierer i forhold til størrelsen. Men huslejen ligger cirka på 15.000-20.000 kr. om måneden.

Den tidligere kontorbygning i Birkerød er omdannet til rækkehuse. Foran hvert hus skal der indrettes separate haver.

Den tidligere kontorbygning i Birkerød er omdannet til rækkehuse. Foran hvert hus skal der indrettes separate haver.

Læs mere

Er man interesseret i boligerne kan man læse mere om projektet og reservere boliger på hjemmesiden: 

www.teglgaardshaven.dk

Publiceret 11 December 2017 11:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV