Til toppen af Kilimanjaro for børnene

Camilla Amstrup fra Bistrup bestiger sammen med en række kendte danskere og erhvervsfolk Afrikas højeste bjerg for at samle penge ind til Børneulykkesfonden

Af
Anne Dahl Kristensen

Mange danskere begiver sig i januar i kast med diverse motionsprojekter efter en afslappende og nærende jul. Men for Camilla Amstrups vedkommende bliver der tale om et noget større motionsprojekt, som samtidig ikke kun kommer hende selv til gode, men også har et velgørende formål.
Sammen med en række andre kendte og ukendte danskere skal hun nemlig igennem det frivillige initiativ 'Climb for Charity' bestige Kilimanjaro, der med sine 5.895 meter er Afrikas højeste bjerg.
Det gør hun både for at afprøve sig selv, og ikke mindst for at samle penge ind til Børneulykkesfondens seneste projekt 'Legeheltene'.
“Min mand og jeg var tilbage i år 2000 på en tur til Kenya, hvor vi fløj forbi det her bjerg med sne på toppen, og jeg forelskede mig med det samme i det. Det er et af de bjerge, som alle taler om, og nu har jeg chancen for at bestige det og dermed kunne give mig selv en stor personlig udfordring, samtidig med at jeg kan hjælpe nogle børn. Det tiltaler mig rigtig meget,” fortæller Camilla Amstrup, der bor i Bistrup sammen med sin mand og to døtre.

Legeheltene heler

Med til historien hører også, at Camilla er formand for Børneulykkesfonden, så hun kender en del til arbejdet og det velgørende formål.
“Der er ofte fokus på børn, som er syge, og det fokus har selvfølgelig sin berettigelse. Men fakta er også, at ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn, og dertil kommer alle skadestuebesøgene, indlæggelser og besøg hos egen læge. Så det er rigtig mange børn, der er tale om, og hvis jeg kan være med til at forebygge ved at samle penge ind, så snører jeg gerne vandrestøvlerne,” fortæller Camilla Amstrup.
Det konkrete projekt, som der samles ind til, hedder Legeheltene. Baggrunden for projektet er, at mange børn får problemer motorisk, når de i forbindelse med en ulykke bliver indlagt på hospitalet. Derfor arbejder man igennem projektet med at styrke de indlagte børns motorik igennem leg og bevægelse. Projektet er aktivt på Odense Universitetshospital, og resultaterne er gode.

200 etager op

Starten til turen går 14. januar 2018, og Camilla Amstrup har derfor været i hård træningslejr siden august. Hun arbejder som privatdirektør hos forsikringsselskabet Codan, og hendes arbejdsplads har været et glimrende sted til træning.
“Vi er jo så priviligeret her i Codan-huset, at vi har 18 etager. Så jeg har mange gange mødt ind tidligt og lavet trappetræning, for eksempel i morges, hvor jeg mødte kl. 6.30 og tog trapperne 13 gange svarende til over 200 etager. Og så bor vi jo heldigvis i et naturskønt område, så en stor del af træningen har også bestået af lange vandreture omkring Furesøen, Vaserne og Bagsværd Sø,” fortæller Camilla Amstrup.
Udover spændende oplevelser ser Bistrup-borgeren også frem til at teste sig selv.
“Jeg forventer at få en kæmpe personlig udfordring. Det er jo ikke sikkert, at jeg når til toppen, men jeg vil presse mig selv til det yderste, for at det lykkes. Og netop erfaringerne fra de situationer tror jeg også, jeg vil få gavn af senere,” siger Camilla Amstrup og henviser til arbejdslivet, hvor man ofte også møder udfordringer og må lave en plan for, hvordan man når i mål.
“Jeg tror, man lærer en del om sine reaktionsmønstre, når man kommer i de ekstreme situationer, og de erfaringer kan man jo sagtens tage med sig videre i karrieren. Og så lærer man jo også en del om at samarbejde på sådan en tur.”

Broget flok

Det er en blandet gruppe, som Camilla Amstrup skal vandre mod toppen sammen med. Blandt andet deltager også den administrerende direktør for Danica Pension, Per Klitgård, triatlet Michelle Vesterby, danser Michael Olesen og iværksætter Michelle Hviid. Derudover er det både studerende og erhvervsfolk i en aldersspredning på 20-70 år, som deltager. Og de har et samlet mål om at samle én mio. kr. ind til Børneulykkesfonden.
Selve indsamlingen af midlerne foregår blandt andet ved en velgørenhedsauktion samt ved højdemetersponsorater, hvor det er muligt at donere et beløb for hver højdemeter, som eksempelvis Camilla Amstrup bestiger.
Læs mere om projektet på hjemmesiden www.climbforcharity.dk


Børneulykkesfonden

  • Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn
  • Hvert år kommer cirka 165.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen
  • Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. 
  • Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter.

Publiceret 03 January 2018 11:00

SENESTE TV