Vedbæk-mægler skifter ejer

Firmaet Ejendomsmægler Helle Skovby har fået ny ejer her fra årsskiftet

Ejendomsmæglerfirmaet Helle Skovby skifter ejer. Med virkning fra 1. januar 2018 overtog ejendomsmægler & valuar mde, Henning Reinholdt ejendomsmæglerfirmaet Helle Skovby i Vedbæk, fremgår det af en pressemeddelelse.
Ejendomsmæglerfirmaet Helle Skovby er etableret i 1990 og har specialiseret sig i salg af prestige ejendomme primært nord for København og er i dag et af områdets største firmaer indenfor formidling af dyre ejendomme langs Øresund. Senest har firmaet også gået efter salg af større ejerlejligheder i København og Hellerup.

Flere opgaver i syden

Helle Skovby har gennem de seneste år fået flere og flere opgaver i Frankrig og Monaco og har derfor valgt sammen med sin mand og partner i firmaet at bosætte sig i Monaco sammen med deres lille datter for at hellige sig de mange opgaver, som betros dem på de kanter. Helle Skovby og Michael Skovby Nielsen vil fortsat være knyttet til firmaet i Danmark som konsulenter og rådgivere for Henning Reinholdt.
Henning Reinholdt har været i ejendomsmæglerbranchen siden 1977 og driver tillige eget erhvervs ejendomsmæglerfirma sammen med sin bror under navnet Reinholdt A/S, hvilket fortsat vil være tilfældet. Ejendomsmæglerfirmaet Helle Skovby vil navnemæssigt fortsætte uændret.

Publiceret 05 January 2018 00:00

SENESTE TV