Bruhn fik sat sine fingeraftryk

Jens Bruhn har brugt en stor del af sit liv på politik, men selv om den epoke er slut, så er det ikke det sidste vi har hørt til den engagerede skolelærer fra Nærum

Af
Thomas Schiermacher

Rækkehuset i Nærum er fuldbyrdelsen af den socialdemokratiske drøm fra 1970'erne. Det var dengang arbejderne fik råd til at flytte ud af byen, ud på landet og i egen bolig med plads til egen bil i egen carport. Det var også den bevægelse den unge skolelærer Jens Bruhn og hans daværende kone, som var pædagog gjorde, da de engang ”i midten af 1970'erne”, som han siger, flyttede ud til Nærum for at få grønne rammer og højt til loftet for familien. Og det med familien blev også startskuddet til et langt lokalpolitisk engagement, der netop er sat punktum for.
”Vi kunne ikke få en plads til vores søn i børnehaven og jeg fik foretræde for den daværende konservative formand for socialudvalget. Han sagde: Nej, en børnehaveplads til Deres søn? Næ, det er ikke kommunens opgave, for vi har ikke bedt Dem om at få børn.” Det fik Jens Bruhn op på cyklen og han styrede ned til formanden for Søllerøds socialdemokratiske vælgerforening. Og meldte sig ind i partiet.
Resten er også historie. Vi sidder i det hyggelige arbejdsværelse, med PH-lamper og fornuftige danske designmøbler og et hav af bøger og taler om et langt liv i lokalpolitik, der sluttede den 1. januar 2018, da den nyvalgte kommunalbestyrelse blev indsat. Den er Jens Bruhn ikke med i. Han valgte ikke at genopstille efter 24 år, plus det løse, i kommunalpolitik. Først i Søllerød Kommune og efter kommunalreformen og -sammenlægningen i 2007 i Rudersdal.
Tiden var moden til at stoppe med politik for den snart 70-årige socialdemokrat. Men det er kun politikken, der må undvære Jens Bruhns engagement. Fremover får andre gavn af den og der er allerede planer på plads. Der er to bøger på vej og emnerne viser, hvor bred en spændvidde Jens Bruhn egentlig rummer. Den ene handler om Holte-området og den anden om Dansk Vestindien. Begge dele er med historisk afsæt og som bøgerne og medaljerne på væggene i kontoret og projekterne, der venter afslører, så er Jens Bruhn mere end almindeligt interesseret i historie. Både den lokale og den mere globale. Han kommer ikke til at sidde med benene oppe på bordet og kigge ud af vinduet.
”Nej, det er vist ikke noget for mig,” siger han og fortæller lidt mere om, hvad der driver 'Bruhn-værket'.
”Det, der er så dejligt og berigende er, at lave noget sammen med andre mennesker. At være en del af et hold, med på et team,” siger han. Det har han været i politik og som lærer igennem 40 år på Nærum Skole og Rudersdal Museer. Og det fortsætter han med i bogprojekterne og i Søllerød Jazzklub og når han skal til at lave lokal-tv lige om lidt. Og så skal han rejse, sammen med sin Kirsten. Der er planer om Kaukasus og Rom og der skal kigges på genbrugskirker, gale templer og sikkert meget andet.

En rigtig politiker

Man kan godt høre på Jens Bruhn, at han har politisk erfaring. Spørger man til en enkelt succeshistorie får man mere end man bad om.
”Jeg har været med til at sætte mange store fingeraftryk. De almene boliger. Det er os, og det er en socialdemokratisk mærkesag,” siger han. Først.
Men der er også daginstitutionspladser til alle - ”Det tog mange år.”
Skolevæsenet. ”Det er rigtig godt, men der skal bruges flere millioner for at få det endnu bedre.”
Og støjvolden i Nærum. Idrætshallen samme sted. Mantzius og Mariehøjcentret. Renoveringen af Mothsgården.
”Og så var der dengang Erik Fabrin næsten gik op i limningen under et budgetmøde og sagde. ”For helvede, Jens. Hvis du får 50 millioner til at fremme idrætten, kan du så ikke sød at være med? Så fik vi det. Jeg fortryder kun, at jeg ikke sagde 70 millioner,” griner Jens Bruhn.

Pragmatisme og resultater

Jens Bruhn gik ind i politik for at lave om på noget. Det var det med børnene og de manglende institutionspladser. Og for at lykkedes med det har han gennem årene holdt sig til en strategi, der rækker tilbage til et andet kendetegn ved ham. Det med at arbejde i team og hold, når man skal have gjort noget. Og den strategi er også det første han bringer på bane, da han bliver spurgt til, hvilke gode råd han som afgående vil give de nye medlemmer i kommunalbestyrelsen. Hvad er det vigtigste, hvis man vil have noget at skulle have sagt?
”Det er samarbejde. Samarbejde, samarbejde, samarbejde. I alle årene har jeg forsøgt at samarbejde på tværs af partierne, for at få mest mulig socialdemokratisk politik igennem. Det er sket ved at vi har indgået kompromisser og lavet aftaler, hvor vi gav os på nogle områder, for at få noget på andre,” siger Jens Bruhn.
Og så tilføjer han lige, at det ikke er nok at samarbejde. Man skal også være velforberedt, nærværende, lytte til borgerne og partiforeningens medlemmer. Man skal opbygge et godt netværk og sørge for at holde en god tone. Så er det vist det.
Vi vender tilbage til de gode ting. Til dem som Jens Bruhn er stolt af, at have været med til i sin tid i kommunalbestyrelsen. Den seneste periode sad Jens som formand for Erhvervs-, Vækst-, og Beskæftigelsesudvalget og i den periode kom flygtninge i stort antal til Europa, Danmark og endda Rudersdal og de sorterer under det udvalg.
”Den måde borgerne har taget imod flygtningene på. Den måde borgerne har hjulpet og den måde alle partier i kommunalbestyrelsen har hjulpet med at skaffe boliger, få flygtningene på sprogskole, i arbejde har været dejlig at opleve. Det er noget vi godt kan være stolte af,” siger han. Vi.
Den socialdemokratiske vælgerforening har i anledning af Jens Bruhns afsked inviteret til reception d, 10 januar kl 16-18 på i kantinen rådhuset i Holte.
”Alle skal være hjertelig velkomne,” siger Jens Bruhn.

null

Publiceret 08 January 2018 11:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV