Indbrud:

Borgmesteren er nysgerrig på Furesømodellen

Jens Ive (V) ser gerne nærmere på samarbejdsmodellen, der har været medvirkende til at mindske antallet af indbrud i Furesø

Af
Anne Dahl Kristensen

I Furesø Kommune har et koordineret samarbejde mellem kommune, politi og borgere tilsyneladende været en medvirkende faktor til, at man har fået mindsket antallet af indbrud sidste år. I et interview med Rudersdal Avis fremhævede vicepolitiinspektør og leder af Station Syd hos Nordsjællands Politi, Carsten Spliid, blandt andet dette samarbejde som et effektivt middel i kampen mod indbrud. Til Rudersdal Avis sagde han:
“Der er ingen tvivl om, at det er et tiltag, som jeg som stationsleder gerne vil udbrede til andre kommuner.”
Og den invitation tager borgmester i Rudersdal Kommune gerne imod.
“Hvis det kan dokumenteres, at det virker, synes jeg bestemt, at løsningen skal drøftes med både politi og grundejerforeninger. Jeg er nysgerrig på alle nye tiltag, der virker,” fortæller Jens Ive (V), der også er klar til at afsætte økonomiske midler til projektet, såfremt resultaterne altså kan dokumenteres.

Udendørs sirener

Modsat landstendensen, har Rudersdal og især omegnskommunerne oplevet en stigning i antallet af indbrud siden 2009. Men tallene for 2017 viser, at man nu er ved at få knækket kurven. Og det er vigtigt at få nedsat antallet af indbrud yderligere, mener Jens Ive.
“Jeg har selv haft indbrud to gange på et år. Det er meget ubehageligt, og indbrud er med til at gøre borgerne utrygge. Det er ærgerligt, at vi ikke kan få sat en stopper for det,” siger Jens Ive og fortsætter:
“Politiet har ikke de nødvendige ressourcer på dette område, og det er kritisabelt.”
Samtidig opfordrer borgmesteren dog også til et bedt samarbejde.
“Vi skal arbejde med mange løsninger. Det kræver også en aktiv tilgang fra borgernes side, og udover at man kan sørge for at få låst vinduer og døre, aktivere lys og lignende, er der også mulighed for at installere udendørs sirener. Det er et redskab, som der ikke bliver gjort særlig meget opmærksom på, men det er faktisk ikke forbudt at installere de udendørs sirener, som betyder, at tyven ikke kan begå indbrud, uden at naboen hører det,” siger Jens Ive.
Samtidig støtter borgmesteren op om nabohjælp-ordningen, ligesom alle kommunale medarbejdere er blevet opfordret til at holde et vågent øje med mistænkelig adfærd, når de kører rundt i kommunen.
“Men vi har samtidig en lovgiving, som gør, at kommunen ikke må agere vagtværn. Jeg har diskuteret det flere gange med politikerne på Christiansborg, og der er ikke stemning for at ændre denne restriktion.”

null

Publiceret 31 January 2018 11:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV