SE BILLEDSERIEN:

Plads til forskellighed i Teatermejeriet

Vi har været en tur med på og bag Teatermejeriets scene til årets store forestilling ’Storm’ - som spiller resten af ugen

Af
Af Lizette Ottensten

Klokken er tre. Der er en time til Teatermejeriets (TM) forestilling 'Storm' begynder i Kulturcenter Mariehøj - tredje forestilling ud af otte. Forestillingen handler om drengen Storm på 15 år, og den verden der findes inde i hans hoved, hvor der bliver vendt op og ned på alting, da han bliver forelsket. Stykket handler om at turde være sig selv og om at omfavne hinandens forskellighed, uanset om det handler om religion, kulturel baggrund, køn eller seksualitet.

Medarbejderne sidder samlet omkring mødebordet på kontoret. En hurtig kop kaffe og dagens beskeder, før de spreder sig.

“I dag rydder “Kollektivet” og “Knald i låget” op efter forestillingen,” siger en af dem. Det er to af teaterholdene, som har de lidt specielle navne.

“Og Olivia har fødselsdag,” oplyser en anden.

På et lille bord ved siden af står en bunke bradepander og fade med hjemmebagte kager, som forældre har leveret. Der bliver mindst to stykker kage til hver af medlemmerne i pausen.

Medarbejderne rejser sig og begynder at gå ned mod Mariehøjs store kultursal, som TM til denne forestilling har indrettet med en enorm scene i salens længde. Overfor står de 200 stole til publikum linet op.

De mange børn og unge myldrer også alle mod salen til samling. Nogle har kostumer på, og nogle er allerede sminket. Det summer af hyggelig snak og bevægelse.

“I dag skal der “maxes”, det er lørdag, og der er totalt udsolgt. Giv dem AL JERES ENERGI og tag hjem og sov bagefter,” siger TM's leder, Steffen Steffensen.

Slutsangen, hvor alle er på scenen, skal øves igennem for fuld hammer. Omkvædet lyder:

Efter storm, kommer sol

så tag mine hænder

for du er, den du er

så dans med dine venner

der er plads til forskellighed

vi holder sammen

i en storm af kærlighed

er jeg glad for du er med.

Sangens tekst passer perfekt til, hvad det vil sige at gå i TM. Det er man ikke i tivl om, når man har talt med et par af medlemmerne.

Tiden nærmer sig

Inde i sminkerummet sidder skuespillerne fra scenen, som hedder Koncerthuset. De har får lavet røde kinder på rad og række. På væggen hænger 12 tegninger, så de, der sminker, kan se præcis hvilken sminke, hver enkelt hold skal have på.

I TM's egen øvesal har de mindre hold indrettet sig med kostumekasser, tæpper, kortspil, lidt at spise mm. Her er de, når de ikke skal på scenen eller gøre klar.

Lige meget hvor man går hen, er der et virvar og summen, men ingen konflikter.

Klokken nærmer sig spilletid. Den lange kø af tilskuere er blevet lukket ind i salen. Hovedrollen Storm, og dem der spiller hans to venner og mor, står sammen i en rundkreds bag tæppet og slår en rytme med hænderne på hinandens rygge. De griner og koncentrerer sig i deres egen lille verden om at blive klar. Inde i salen hænger teaterrøgen, det store band begynder at spille. Storm går ind på scenen, som forestiller et drengeværelse. Lyset går op, og hans mor kommer ind. “Hvor bliver det spændende, Storm,” siger hun.

'Storm' spiller til og med på lørdag 17. marts. Billetter kan købes på hjemmesiden teatermejeriet.dk

Stykkets to planer. I forgrunden Storms værelse, i baggrunden de tre borgmestre fra Storm City - dvs. alt det, der foregår inde i Storms hoved. Foto: Willi Hansen

Stykkets to planer. I forgrunden Storms værelse, i baggrunden de tre borgmestre fra Storm City - dvs. alt det, der foregår inde i Storms hoved. Foto: Willi Hansen

Tre medlemmer fortæller om et unikt fællesskab

ELLA ELISABETH TANGVIG er ni år, og årets forestilling er hendes første. Hun begyndte at gå til teater efter sommerferien men havde glædet sig længe, fordi hendes storebror startede for fire år siden.
“Det er faktisk endnu sjovere, end jeg havde regnet med. Det er det, fordi man får lov at optræde for rigtig mange mennesker, og fordi man får mange nye venner.”

ANDERS LUNDIN BROCKDORFF er 14 år, og det er hans femte sæson.
“Det fedeste er, at alle snakker sammen - ligegyldig om man er stor, lille, dreng, pige.
Folk er, som de er. Her er alle åbne over for det hele. Jeg er også altid med på sommerlejr, hvis jeg kan. Der er en rigtig god stemning og man lærer hinanden godt at kende.”

DENJA VEGH er 22 år, og det er hendes 13. år.
“Det er nok mit sidste år. Man kan jo ikke fortsætte for evigt. Vi er det ældste hold, og jeg tror, vi snart tager en kollektiv beslutning om at “gå på pension”. Det bliver virkelig mærkeligt, når det ikke længere skal være en del af ens hverdag. TM er et unikt fællesskab, ud over de redskaber man får. Man bliver bedre til at stå frem foran en masse mennesker og præsentere - det har jeg haft stor glæde af i skole og på arbejde.

Publiceret 13 March 2018 09:00

SENESTE TV