Beboere vil have bump på Bøgebakken

Der er for mange biler, og de kører for hurtigt, mener borgerne på Bøgebakken i Birkerød

Af
Thomas Schiermacher

På Bøgebakken, der ligger parallelt med Vasevej mellem Birkerød og Kongevejen, er beboerne trætte af trafikken. Beboerne har kontaktet Rudersdal Kommune, da de oplever, at lastbiler og personbiler bruger Bøgebakken som smutvej, fordi de omkringliggende veje har bump og en hastighedsgrænse på 30 km/t.

Ifølge dagsordenen på Miljø- og Teknikudvalgets møde 2. maj har kommunen været i kontakt med en repræsentant for vejens beboere. På beboernes vegne er det foreslået, at der bliver lavet fartbump på Bøgebakken.

Læs også: Bakkevej-beboer: Få de chikaner væk

Bump koster

Men ny asfalt og bump koster penge. Forvaltningen har meddelt beboerne, at løsning med bump er dyrere end en vejlukning, og derfor ikke kan etableres i indeværende år. Til gengæld vil man med en midlertidig lukning af Bøgebakken ved Birkebakken kunne forhindre, at vejen bliver genvej og sikre sig, at kun bilister med ærinde kører i området.

Selv om borgerne helst vil have bump, så vurderer kommunen, at forslaget med vejlukning i højere grad end vejbump løser de problemer med gennemfartstrafik og høje hastigheder.

Lukningen kan laves med plantekasser, der kan fjernes, hvis løsningen ikke virker efter hensigten. Den løsning kan ifølge mødereferatet laves for cirka 25.000 kr.

Fra officielt hold oplyser udvalgsformand Court Møller (R), at der på mødet ikke blev truffet beslutning om at lave bump eller lukke vejen. Før det sker, skal der indhentes flere oplysninger, skriver han til avisen.

Publiceret 11 May 2018 11:00

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV