En bid af Thailand i Øverød

På Øverødvej er der kommet nyt liv i en af butikkerne. Holte Wellness & Thaimassage giver nye kræfter til ømme muskler

Af
Thomas Schiermacher

Der dufter dejligt inden for hos Duenphen Singkhorn eller Kat, som hun bliver kaldt, i Holte Thaimassage. En lille smule af maling og en hel masse af dufte, der sender tankerne mod østen og Thailand. Det første skyldes, at forretningen lige er istandsat op til åbningen 1. maj, og det andet fordi 'Kat' er fra Thailand.

Efter seks år i Danmark har hun åbnet sin egen forretning på Øverødvej. Efter i en årrække at have arbejdet som massør i Gentofte er hun nu sprunget ud som selvstændig.

“Det er rigtig spændende,” siger hun

Vi besøger hende på den tredje åbningsdag. Og det er allerede gået over al forventning. Kunderne er kommet ind ad døren i et tempo, som hun slet ikke havde forventet.

“Jeg havde travlt allerede første dag,” siger 'Kat', der er uddannet som massør i Thailand inden hun endte i Danmark og Ordrup, hvor hun bor.

Udbuddet af massage er meget klassisk. Det er traditionel thaimassage samt olie- og sportsmassage. Alt sammen i hyggelige thai-inspirerede lokaler midt i Øverød.

“Mange kommer fordi de har problemer med ryg eller skuldre og andre kommer bare for at få afslappende massage.” fortæller hun. De fleste bestiller tid til en time, og resten 'nøjes' med 30 minutter.

Duenpeng drømmer allerede om, at forretningen måske med tiden kan udvides. Pladsen er der i hvert fald.

“Måske kan vi udvide i fremtiden,” siger hun.

Indtil videre må hun selv passe forretningen, og det gør hun på hverdage mellem kl. 9.30-19 og lørdage mellem kl. 9.30 -17. Holte Thaimassage ligger på Øverødvej 87.

’Kat’ i døren til hendes nye forretning på Øverødvej. Foto: Thomas Schiermacher

’Kat’ i døren til hendes nye forretning på Øverødvej. Foto: Thomas Schiermacher

Publiceret 12 May 2018 11:00

SENESTE TV