Naturens spisekammer bugner i maj

Fyld posen og hjernen og bring friskplukkede urter og et lettere sind med hjem til aftensmaden

urtetur Her i foråret bugner skoven af urter, men for mange kan det være et mysterium af finde ud af, hvor man skal finde dem, hvad man leder efter, og hvad urterne kan bruges til. Det er der heldigvis råd for, for Skodsborg Skovfitness har arrangeret ture med urtevandring, og alle er velkomne.

Turen går fra Skodsborg Station. Herfra starter vandringen gennem skoven, hvor Jeanett Debb fra Skodsborg Skovfitness øser ud af sin viden om, hvor urterne findes, hvordan de genkendes, hvilke vitaminer og mineraler de er rige på, samt om hvordan man har brugt dem medicinsk i århundreder. Der er rig mulighed for at samle ind undervejs, så der er friske urter til aftensmaden og urter der kan tørres til te eller krydderi og gemmes i vinterforrådet, fremgår det af en pressemeddelelse.

Den næste tur finder sted lørdag 19. maj kl. 11.00, hvor der samles urter både på stranden og i skoven, og derefter arrangeres der igen en tur lørdag 16. juni kl. 11.00.

Interesserede kan læse mere om tilmelding og selve arrangementet på Skodsborg Skovfitness facebook-side.

Husk havehandsker, lille pose og en saks. pb

Publiceret 14 May 2018 18:00

SENESTE TV