Rudersdal Fodklinik er netop åbnet på Birkerød Kongevej.

Rudersdal Fodklinik er netop åbnet på Birkerød Kongevej.

Ny fodklinik er åbnet på Kongevejen

Helene Schreyer har slået dørene op i sin fodklinik i Birkerød

Af
Thomas Schiermacher

På Kongevejen i nummer 44C er der netop åbnet en ny forretning. Klinikken hedder Rudersdal Fodklinik, og den tilhører statsautoriseret fodterapeut, Helene Schreyers. Lokalerne er lyse, nyistandsatte og indbydende og alt udstyr i forretningen er spritnyt.

“Jeg ville have det nyeste og bedste udstyr,” siger Helene, mens hun viser rundt.

Helene har tidligere arbejdet i sundhedssektoren som sygehjælper. Hun har videreuddannet sig til fodterapeut, og er nu klar i sin nye klinik til at tage imod patienter.

“Man kan få et fodtjek, og derefter tager vi en samtale om, hvordan fødderne har det. Er der ondt i knæene eller hofterne, kan det godt stamme fra fødderne,” siger hun.

Individuelle indlæg

I Rudersdal Fodklinik kan Helene også lave indlæg til sko, hvis der er behov for det.

“Ved at lave individuelt fremstillede indlæg, fjerner man mange problemer. Jeg har alt udstyr til det, og indlæggene produceres helt nøjagtigt til hver enkelt patients fødder på mit eget værksted,” fortæller hun.

Helene Schreyer tilbyder alle former for fodterapi, og hun har også investeret i laserudstyr, der hjælper på flere gener.

“Laserbehandlingen fremmer helingen af sår, dæmper hævelser og fremmer helingsprocessen i cellerne, sådan at helingen sker hurtigere og dæmper smerterne,” siger hun. Forklaringen er kompliceret, men det handler om, at strålerne giver mitokondrierne i cellerne mere energi til at hele.

Et godt råd

Helene Schreyer bor i Holte, og hun glæder sig over at have fået foden under eget bord i klinikken lidt længere mod nord på Kongevejen. Og hun har et godt råd til alle.

“Man skal ikke vente med at komme til det gør ondt. Man skal komme lige så snart, man mærker tegn på belastning,” siger hun.

Rudersdal Fodklinik ligger på Birkerød Kongevej 44C.

Publiceret 18 May 2018 11:15

SENESTE TV