Ny bog:

Lær at tage ejerskab over din personlige ledelse

Sådan lyder budskabet i to nye bøger fra Benny Würtz og Kirsten Andersen

Af
Anne Dahl Kristensen

Er det så svært at lede sig selv?

Det er spørgsmålet, som Benny Würtz og Kirsten Andersen tager fat på i to nye bøger om personligt lederskab. Heri forsøger de at give læseren redskaberne til at kunne lede sig selv gennem livets sorger, glæder og udfordringer og dermed få størst mulig indflydelse på ens egen tilværelse.

Begge forfattere har tidligere udgivet bøger om planlægning og ledelse, og det var ved et møde i Team Rudersdal, at de to tilfældigvis fik lejlighed til at drøfte deres respektive erfaringer, hvorefter de blev enige om at lave et fælles opslagsværk om personlig ledelse. For det er, ifølge de to, vigtigt at kunne lede sig selv.

“Det vigtigste for at blive lykkelig er, at vi kan lede os selv. Det giver en større chance for at få et godt liv. Vi har kun 168 timer i ugen, så det handler i høj grad om, hvordan vi vælger at bruge de timer - og på hvad,” siger Benny Würtz.

“Det er vigtigt, at man har et godt overblik over, hvad er det, man vil bruge sit liv på og stiller sig selv spørgsmålene, om man får taget fat på de opgaver, som virkelig betyder noget for en eller den arbejdsplads, man er på. Eller bruger man tiden på en masse småting, så man aldrig når til de vigtige opgaver?,” tilføjer Kirsten Andersen.

Tag-selv-bord af redskaber

Efter en brainstorm og fælles ideudvikling gik de to forfattere i gang med arbejdet for præcis et år siden. Og hvad der egentlig skulle have været én bog, er endt med at være to.

“Udgivelsen er tænkt som et opslagsværk, man ikke nødvendigvis behøver at læse fra ende til anden. Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvad man gerne vil blive bedre til, og derefter gå i dybden med de enkelte ting,” forklarer Benny Würtz.

Samtidig har bind 1 og bind 2 i udgivelsen hver deres fokusområde.

“Det første bind handler meget om reflektion over ens egen situation, mål og ønsker for fremtiden. Det handler om motivation, og det danner grundlaget for det andet bind, som er et tag-selv-bord af konkrete redskaber, man kan arbejde med i processen mod at blive bedre til personlig planlægning,” forklarer Kirsten Andersen.

Ifølge de to forfattere begynder de fleste ændringer hos en selv. Også på jobbet.

“Hvis man nøjes med at tænke, at det er da mærkeligt, at der ikke bliver holdt MUS-samtaler, så sker der sjældent mere ved det. Men hvis man nu selv italesætter den undren og efterspørger samtalen hos sin leder, tager man også handling over sin egen situation og sætter tingene i gang,” forklarer Benny Würtz.

Bred målgruppe

Umiddelbart kunne man måske tænke, at bøgerne kun henvender sig til erhvervsfolk. Men det er langtfra tilfældet, forklarer de to forfattere. Faktisk har de med vilje ikke defineret en speciel målgruppe, da de mener, at redskaberne i bøgerne kan anvendes af alle lige fra skoleeleven til senioren, der skal til at tage fat på pensionisttilværelsen.

“Vi har været ambitiøse i forholdt til målgruppen. Eleven, der snart bliver student, og skal til at lære at strukturere sin egen tid på den videregående uddannelse vil have gavn af metoderne såvel som medarbejderen, der ønsker at udvikle sig på jobbet. Men den arbejdsløse kan også have gavn af redskaberne. I det tilfælde er der jo ingen, der fortæller vedkommende, hvad de skal gøre. De står med en anden udfordring, nemlig at de har for meget tid, som de også skal administrere mest hensigtsmæssig,” fortæller Benny Würtz.

Som supplement til bøgerne har de to forfattere skabt en hjemmeside, hvor man blandt andet kan hente de forskellige skemaer og modeller, som omtales i bogen. Den kan findes på adressen: www.at-lede-sig-selv.dk

Bøgerne, der har titlen 'Er det så svært at lede sig selv? - tag førertrøjen på' og 'Er det så svært at lede sig selv? - om personlig planlægning' bliver udgivet på eget forlag, og de kan købes fra 23. maj.

Om Benny Würtz:

  • Direktør i rådgivningsvirksomheden Würtz Extemp og nu WESi3 siden 2007
  • Officersuddanner, major i 19 år
  • Tidligere kommunaldirektør i Birkerød Kommune
  • Tidligere admnistrerende direktør for DSB S-tog 
  • Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem for Lokallisten
  • Har udgivet flere bøger, bl.a. 'Teenagechefen - håndbog for unge ledere' og står bag flere koncepter som nyuddannede akademikere uden job, uledsagede flygtningebørn og individuelle lederuddannelser. 

Om Kirsten Andersen:

  • Konsulent og ejer af firmaet Mnemosyne Kurser & Forlag
  • Tidligere ansat i 'Danske Slagterier' med sekretariats- og informationsopgaver
  • Holder foredrag, webinarer, kurser og seminarer i bl.a. forhandlingsteknik, præsentationsteknik og personlig kommunikation
  • Har indtil videre udgivet ni bøger om de emner, hun også underviser i. 

Hør mere:

  • Kirsten Andersen og Benny Würtz vil være til stede ved torvedagene i Birkerød lørdag 26. maj kl. 10-14, hvor man kan høre mere om projektet.
  • Ligeledes inviteres der til bogfernisering hos Benny Würtz søndag 27. maj kl 13-16. Det sker på adressen: Bregnerødvej 12, 3460 Birkerød, hvor man kan møde de to forfattere og samtidig nyde et glas øl, vand eller vin.

Publiceret 24 May 2018 11:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV