Børnehjælpsdagen markeres i Birkerød

Fredag 1. juni og lørdag 2. juni holder Birkerød FDF Børnehjælpsdag på Majpladsen

I april har Birkerød FDF haft en vellykket fødselsdagsfest med lejr i Præstegårdshaven, udstilling på Biblioteket, reception, friluftsandagt samt lejrbålsunderholdning. Lørdag var det Børnenes Dag, og søndag var der festgudstjeneste i Birkerød Kirke.

Fredag 1. juni og lørdag 2. juni går det løs igen, når der afholdes Birkerød FDF Børnehjælpsdag på Majpladsen. Fredag er der åbent fra kl. 11–18, og om lørdagen begynder man kl. 9.00 og lukker kl. 14.00, fremgår det af en pressemeddelelse.

Formanden for Børnehjælpsdagen i Birkerød, Knud Pedersen, fortæller, at der igen i år er sat alle sejl til for at arrangere en spændende Børnehjælpsdag.

I løbet af vinteren er der samlet mange gode ting ind til loppemarkedet, og til Snoretrækket har man ryddet op i adskillige børneværelser, så der er gevinster til den populære bod, hvor man for en femmer kan 'fiske' en pakke.

Ligeledes har byens handlende doneret ting til gaveboden, ligesom der igen i år er en Husflidsbod med gevinster, som flittige hænder har strikket, syet eller på anden måde fabrikeret.

På Majpladsen kan der købes kaffe og en vafler. Der er mulighed for at vinde gavekort undervejs, og overskuddet fra dagen går selvfølgelig til sommerens lejre.

Tumlingene og Piltene fra Birkerød FDF skal i år holde sommerlejr på Stevns Naturcenter, og væbnerne skal på en telttur til Gillastugan på Søderåsen i Sverige.

En anden del går til vedligeholdelse af FDF's to hytter: Sjælsøhytten, hvor de ugentlige møder holdes, og Henrik Gerner Hytten i Kattehale, hvor der er mulighed for overnatning.

adk

Publiceret 25 May 2018 09:30

Rudersdal Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Rudersdal Avis
SENESTE TV