Fire af de i alt fem lokale politikere, der onsdag aften kunne modtage ridderkorset. Foto: Anne Dahl Kristensen

Fire af de i alt fem lokale politikere, der onsdag aften kunne modtage ridderkorset. Foto: Anne Dahl Kristensen

Lokale politikere modtog ridderkorset

Fem nuværende og tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen i Rudersdal blev onsdag aften hædret med Ridderkorset

Af
Anne Dahl Kristensen

HÆDER For første gang i Rudersdal er fem medlemmer af kommunalbestyrelsen blevet hædret med en kongelig orden i form af ridderkors af Dannebrogsordenen. Det er sket for tro og lang politisk tjeneste, og helt konkret for fem valg til kommunalbestyrelsen.

Onsdag kunne borgmester Jens Ive (V) derfor overrække ridderkorsene til de garvede lokalpolitikere.

Modtagerne var de tre nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen, Birgitte Schjerning Povlsen (K), Daniel E. Hansen (V) og Erik Mollerup (V) samt de to forhenværrende medlemmer Jens Bruhn (S) og Maria Steno (L). Og det er på sidstnævntes initiativ, at begivenheden overhovedet kunne finde sted.

Det var nemlig Maria Steno, der i første omgang blev opmærksom på, at politikere i andre kommuner havde fået tildelt ridderkorset, og hun rettede derfor henvendelse til rådhuset og borgmesteren, der kunne undersøge det og derefter sende ansøgningerne af sted.

Maria Steno kunne dog ikke selv være til stede ved selve overrækkelsen. Men på sin Facebook-profil skriver hun:

"Jeg er hverken beæret eller benovet, men simpelthen BEGEJSTRET. Ridderkorset er ment som en anerkendelse af tyve års indsats i kommunalbestyrelsen, men den tak jeg har fået lokalt betyder mere for mig i den sammenhæng. Alligevel er jeg glad for min orden, det er et lille stykke Danmarkshistorie (som er brugt), og ikke mindst en spændende oplevelse. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i audiens hos vores seje dronning og sige tak til hende for alt, hvad hun har gjort for os."

Royal hæder

Overrækkelsen blev fejret efter onsdagens kommunalbestyrelsesmøde med et glas bobler og kransekage og under overværelse af de kommunalpolitiske kolleger samt selvfølgelig modtagernes familie. Og der er stor begejstring blandt alle modtagerne.

"Det er da med til at ranke ryggen lidt," siger Erik Mollerup (V) og fortsætter:

"Jeg ser tildelingen af ridderkorset som en anerkendelse af den indsats, som jeg gør for vores demokrati generelt og især vores lokalsamfund. Det kan lyde lidt abstrakt, men for mig er det ganske håndgribeligt, for det er jo det, jeg gør hver dag. Og så er jeg glad for at have modtaget hæderen, mens jeg stadig er i gang med arbejdet. Der er jo mange andre lejligheder, hvor man først bliver anerkendt for sin indsats, når man stopper sit arbejde."

Partifællen Daniel E. Hansen tager også godt imode ridderkorset.

"Jeg er rigtig, rigtig glad og meget beæret over at være tildelt ridderkorset. Det er en stor anerkendelse, og det betyder meget for mig. Jeg er stolt, og jeg glæder mig til at møde dronningen i audiens senere på sommeren," lyder det fra Daniel E. Hansen (V), som fortsætter:

"Jeg har efterhånden været med i mange år, og det at blive anerkendt på denne officielle måde, det er et kæmpe skulderklap."

Sej anerkendelse

Også Det Konservative Folkeparti har et medlem af kommunalbestyrelsen, som fik tildelt ridderkorset, nemlig det mangeårige medlem Birgitte Schjerning Povlsen. Og hun er også glad og overrasket.

"Det havde jeg ikke lige set komme. Men jeg synes, det er stort og overvældende, og jeg er meget taknemmelig. Det handler jo også om, at jeg har haft en familie, som i 20 år har accepteret og bakket op om, at jeg har brugt ekstremt mange kræfter på det her arbejde," forklarer hun og fortsætter:

"Og så var jeg altså heller ikke blevet ved i 20 år, hvis det ikke havde været for det unikke fællesskab, som vi har i den konservative vælgerforening og bestyrelse. Med det i bagagen giver det rigtig meget mening for mig at udføre det lokalpolitiske arbejde, hvor jeg får lov til at sætte mine fodaftryk. Og så synes jeg, at det er lidt sejt, at vores dronning anerkender det."

Det forhenværende medlem af kommunalbestyrelsen Jens Bruhn fra Socialdemokratiet var også blandt modtagerne. Og han havde selvfølgelig forberedt en tale til dagens anledning, hvor han fremlagde de historiske aspekter i forhold til ridderkorset.

Publiceret 21 June 2018 11:30

SENESTE TV