Hannah, Mia og Kia er frivillige i ’Cafe backstage’. Pressefoto

Hannah, Mia og Kia er frivillige i ’Cafe backstage’. Pressefoto

Psykisk sårbare i gang som frivillige

Erfaringerne er gode efter halvandet år med projektet ’Bro til hverdagslivet’ i Rudersdal

SUNDHED Projektet ’Bro til hverdagslivet’ har været i gang i halvandet år nu, og erfaringerne er ikke til at tage fejl af: Der sker noget helt særligt, når tidligere psykisk sårbare er frivillige for mennesker, som har det svært og oplever psykiske udfordringer.

Olivia på 50 år henvendte sig til projektet for et år siden, da hun oplevede depression og ensomhed. Hun fortæller, at det har gjort en stor forskel i hendes liv at møde en frivillig, som selv har oplevet udfordringer:

Et frirum og accept

"At møde den frivillige har givet mig et frirum, en accept og forståelse. Jeg tænker ikke længere, at jeg er forkert. Jeg har fået en at tale med, som forstår mig, fordi hun selv har oplevet det. Vi oplever også ting sammen. Jeg tør i højere grad leve livet på mine præmisser, og jeg føler mig ikke ensom længere," fortæller hun.

Men erfaringerne viser også, at det gør en stor forskel for de mennesker, der arbejder som frivillige ud fra deres egne erfaringer med psykiske udfordringer.

En frivillig fortæller, hvilken forskel det har gjort for hende at arbejde som frivillig:

"Jeg har rykket mig helt vildt både personligt, fagligt og psykisk gennem det frivillige arbejde, og nu har jeg bedt om at blive indstillet til flexjob. Jeg har fået troen på, at jeg kan være noget for andre, og at jeg faktisk kan komme tilbage til arbejdsmarkedet ved at prøve mig selv af som frivillig. Det er virkelig stort for mig."

Bro til hverdagslivet

I ’Bro til hverdagslivet’ tilbyder de frivillige en-til-en-relationer for dem i Rudersdal, som har svært ved selv at komme ud ad døren, og som føler sig ensomme og isolerede. Man kan for eksempel gå ture sammen, få oplevelser på museum eller følges til de arrangementer, som man ikke selv kommer af sted til. De frivillige holder også recovery-caféer, hvor man kan få redskaber til at få en god hverdag på trods af psykiske udfordringer.

Unge frivillige står også klar i ’Cafe Backstage’, som er et fællesskab for unge, hvor der er kreative aktiviteter og workshops samt oplæg om det at være ung og for eksempel opleve psykiske udfordringer, pres eller mobning.

Når mennesker, som selv har oplevet udfordringer, bruger disse erfaringer til at hjælpe andre i lignende situationer, kaldes det peer-støtte og kan oversættes til ligemand-til-ligemand.

jesl

Publiceret 21 June 2018 09:00

SENESTE TV