Det var problemet med at få passet sin egen hund Molly, som for et par år siden fik Thomas Keller til at oprette firmaet Dogley, der formidler kontakt mellem hundeejere og hundepassere. Foto: Anne Dahl Kristensen

Det var problemet med at få passet sin egen hund Molly, som for et par år siden fik Thomas Keller til at oprette firmaet Dogley, der formidler kontakt mellem hundeejere og hundepassere. Foto: Anne Dahl Kristensen

Airbnb for hunde: Dogley har succes med formidling af privat hundepasning

Hvor skal hunden passes, når familien er på ferie? Det spørgsmål fik Thomas Keller til at oprette firmaet Dogley, der skaber kontakt mellem hundeejere og private hundepassere

Af
Anne Dahl Kristensen

Ferien står for døren, og i løbet af de næste uger rejser størstedelen af Danmarks befolkning væk fra de vante rammer for at nyde et par ugers ren afslapning. Men hundeejerne har en praktisk udfordring, der først skal findes en løsning på, inden de kan læne sig tilbage i feriestolen. Nemlig spørgsmålet om, hvor hunden skal være, imens resten af familien er på ferie?

Én mulighed er, at sende den i hundekennel. Men i løbet af de sidste to år har flere og flere hundejere valgt at lade deres kæledyr passe af en privat hundepasser. Kontakten er skabt igennem firmaet Dogley, som Thomas Keller fra Nærum, står bag.

"Vi fik selv vores hund Molly for fem år siden, og hun brød sig ikke om at komme i kennel. Vi brugte derfor ofte privat pasning hos familie og venner, når vi skulle på ferie, og det fik mig til at tænke, at der måtte kunne laves en løsning, hvor hundeejere hjælper med at passe hinandens hunde. En slags Airbnb for hunde," fortæller han.

Det rigtige match

Tanken førte til handling, og i efteråret 2016 oprettede han sammen med Jakob Krarup hjemmesiden Dogley.com. Kort sagt handler det om, at Dogley via den elektroniske platform sørger for at skabe kontakt mellem hundejere og hundepassere, så der kan laves en aftale, hvor hunden bliver passet i trygge, private omgivelser enten i eget hjem eller hos hundepasseren selv. Det er allerede blevet et efterspurgt tilbud. 11.000 hundeejere har tilmeldt sig hjemmesiden, og Dogley har i dag 700 tilmeldte og godkendte hundepassere, ligesom firmaet er rykket ud over den danske grænse og har etableret sig i både Sverige og Norge.

"Vi går meget op i, at vores hundepassere tilmelder sig ordningen af de rigtige årsager. At de gør det af kærlighed til hunden og ikke fordi, de får penge for det. Derfor har vi indført en ansøgningsproces, hvor vi screener alle folk, der ansøger om at blive hundepasser. Og i dag er det sådan, at vi godkender cirka halvdelen af ansøgerne," fortæller Thomas Keller.

Typisk finder der også et møde sted mellem hundeejer og hundepasser, inden selve pasningsordningen etableres, så begge parter kan mærke efter, om det er tale om det rigtige match. Efterfølgende er det op til parterne selv at afgøre, om hunden skal passes i hundepasserens hjem, eller om hundeejeren vil invitere hundepasseren ind i eget hjem og lade vedkommende passe hunden der.

Uanset hvilken form der vælges, er de hidtige erfaringer, at det indledende møde er givet godt ud.

"Der bliver skabt en god kontakt, og ofte er det jo sådan, at parterne sender sms´er til hinanden, så hundeejerne kan følge med i, at deres hund har det godt, når de er væk fra den," fortæller Thomas Keller.

Hundepassere i mange variationer

Ifølge idemanden bag Dogley er det mange forskellige typer af personer, som optræder i kartoteket over hundepassere.

"Det er for eksempel familien, som overvejer at få hund, og som gerne vil prøve at passe en hund, før de anskaffer sig deres egen. Vi har flere ældre borgere, der gerne vil have selskab i form af en hund, eller som bare gerne vil hjælpe travle familier, ligesom vi også har mange unge, studerende fra storbyen, der elsker dyr, og som gerne vil passe en hund i løbet af deres ferier," forklarer Thomas Keller.

Hundepasserne er spredt ud over hele Danmark, og derfor er det ofte muligt at finde en hundepasser nær ens egen bopæl. Alt det praktiske tager Dogley sig af at formidle, ligesom hunden også er dækket af en forsikring under pasningen, når kontakten er skabt via Dogley. Ikke mindst er der oprettet en 24/7-support, som man kan henvende sig til, hvis der opstår problemer under pasningen.

"Det skal være trygt, og der kan ske uforudsete ting for både hundepasser og hundeejer. Ved hjælp af vores support har vi mulighed for eksempelvis at finde alternativ pasning, hvis hundepasseren uheldigvis skulle blive syg under opholdet," fortæller Thomas Keller, der har en erhvervsmæssig baggrund med at lave it-løsninger, og derfor selv har bygget hjemmesiden og firmaet op.

Modellen med at matche private hundepassere og hundeejere er udbredt i USA, og herhjemme er interessen også stor. Selv har Thomas Keller da også stor tiltro til konceptet, og sammen med sine partnere har han planer om at udvide forretningen til også Tyskland og England.

Om Dogley

    Oprettet efteråret 2016

    Danmarks største mødested for privat hundepasning

    Over 700 tilmeldte hundepassere spredt over hele landet

    Læs mere: www.dogley.com

Publiceret 04 July 2018 11:00

SENESTE TV