25-årige Josefine åbner snart ny butik i Birkerød

Lørdag 18. august slår Josefine Fischer Jensen dørene op til en ny interiørbutik i Birkerød Hovedgade

Af
Anne Dahl Kristensen

Bløde ting til hjemmet, der kan bidrage til at skruve op for den hyggelige stemning. Gaveideer. Kropspleje. Loungewear og meget mere. Det er, hvad der venter borgerne i Birkerød, når Josefine Fischer Jensen lørdag 18. august åbner ny butik på Birkerød Hovedgade 45.

Butikken får navnet Noe Living, og den åbner i lokalet over for Irma og Farumhus.

"Det bliver en interiørbutik med hyggelige ting til hjemmet," fortæller Josefine Fischer Jensen, som ser frem til snart at kunne åbne sin egen butik.

Faldet for Birkerød

Tidligere har hun arbejdet som butikschef hos bagerkæden Emmerys, og hun har en uddannelse som serviceøkonom bag sig. Men nu er det blevet tid til at stå på egne ben.

"Jeg har stor interesse for indretning, og jeg har altid drømt om at få min egen butik. Så nu skal de to ting forenes," fortæller hun.

Selv bor hun i København, men Birkerød er faldet i hendes smag.

"Det har hele tiden været tanken, at jeg gerne ville placere min butik i en gågade, og jeg synes Hovedgaden her i Birkerød er rigtig hyggelig. Særligt dette butikslokale med de store,buede vinduespartier er som skabt til min butik. Det spiller rigtig godt sammen med det, som jeg har at byde på indenfor," fortæller hun.

Forud for åbningen har Josefine brugt meget tid på at finde de rigtige leverandører, og de varer, som man ellers ikke finder alle andre steder. Og i de kommende uger venter der selvfølgelig en opgave med at indrette butikslokalet, så der bliver skabt den helt rigtige stemning. Derefter er hun klar til åbningen lørdag 18. august, hvor der vil blive holdt en åbningreception kl. 10-14. Her vil der være et glas bobler samt en goodiebag til de 20 første kunder.

Samtidig kan man fra 1. august finde butikken på både Facebook og Instagram, hvor man blot søger på navnet Noe Living.

Publiceret 06 July 2018 11:30

SENESTE TV