Rudersdal-borger er blevet Lotto-millionær

En mand i starten af 60’erne er blevet Lotto-millionær, selvom han havde 0 rigtige tal

En mand i starten af 60’erne fra Rudersdal Kommune er blevet den heldige vinder af en million kroner på Lottos Millionærgaranti, hvor man bliver millionær, selvom man har 0 rigtige. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Manden havde ikke selv opdaget, at han havde vundet, og blev mandag eftermiddag ringet op af Danske Spils Kundecenter, der fortalte ham de gode nyheder.

Han tog dog ikke nyheden for gode varer og var med egne ord lidt strid overfor budbringeren.

"Det lød jo alt for godt til at være sandt. Så jeg gik lidt hårdt til hende, der ringede, da jeg var sikker på, at det var noget snyd. Men hun sagde jo så, at jeg bare kunne gå ind og tjekke min spilkonto, hvilket jeg gjorde med det samme. Og så fik piben en anden og meget mere behagelig lyd," siger den glade vinder i pressemeddelelsen.

Han forklarer, at han en sjælden gang imellem spiller en Lykke-Lotto og det var altså den kupon, der bragte lykke. For ganske rigtigt, stor der en million kroner på kontoen.

"Det er jo helt vildt, at man kan vinde uden at have de rigtige tal. Så jeg er bare en virkelig glad mand. Det har været en meget følelsesmæssig rejse. Måske fordi jeg ikke rigtig har forstået det, og min krop ikke har kunnet kapere en drøm, der blev til virkelighed."

Manden fortæller, at han den seneste tid af flere grunde rent faktisk har siddet i sin sofa og tænkt over, hvordan han mon lige kunne skaffe en million – eller mere.

"Jeg sidder alene tilbage i et stort hus, som skal sælges, hvilket ikke går så godt. Min kone døde for nogle år siden og mine børn, som er i tyverne, er jo flyttet hjemmefra. Og først nu har jeg forliget mig med, at jeg skal give slip på dette sted, der rummer så mange gode minder."

Den nyudklækkede millionær mistede desuden sit arbejde i starten af året og har endnu ikke fundet et nyt job.

"Jeg har jo ikke den mest spændende alder til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, så det har været en lidt skør periode. Jeg føler jo stadig, jeg har masser at bidrage med. Men nu kan jeg i det mindste få lidt ro på, på grund af gevinsten. Det er virkelig dejligt. De kommer som sendt fra himlen, de penge."

Publiceret 11 July 2018 11:30

SENESTE TV