43 unge deltager i denne uge i Computer Science Camp

43 unge deltager i denne uge i Computer Science Camp

Lokale unge lærer datalogi i sommerferien

To unge fra Nærum ogVirum Gymnasium er taget på UNF Computer Science Camp, som afholdes af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Mens mange andre tager i sommerhus, på fodboldskole eller på festival, tilbringer Christan Kento Rasmussen fra Nærum Gymnasium og Christian Yuanzhe Wu fra Virum Gymnasium en del af deres sommerferie ved computeren. De deltager nemlig på Computer Science Camp, hvor de sammen med 41 andre unge fra hele landet lærer at programmere på Computer. Det fremgår af en pressemeddelelse.

For de fleste mennesker lyder det måske ikke som det oplagte valg at bruge sin ferie på, men begge unge er ikke i tvivl om, at det er det hele værd:

"Jeg har altid interesseret mig for programmering, men jeg har været meget i tvivl om, hvilken uddannelse inden for IT jeg gerne ville have. Her er jeg helt klart blevet mere afklaret med, hvad jeg vil, og jeg har fået bedre mulighed for at videreudvikle mig, når jeg kommer hjem herfra," siger Christian W med stor begejstring.

Faglig afklaring i ferien

For det er ikke mange steder, at man får mulighed for at undersøge, hvad man egentlig kommer til at møde af fagligt stof på universitetet inden for IT-uddannelser. Også selvom nyuddannede dataloger er yderst efterspurgte i erhvervslivet:

"På mange skoler har man ikke mulighed for at lære at programmere, hvilket er synd, nu hvor det er så brugt og vigtigt et redskab. Så hvis ikke man selv tager initiativ, vil man først møde det, når man starter på universitetet," siger Christian R, der på egen hånd har programmeret en hel del i forvejen.

Nye fællesskaber

Begge gymnasieelever er overraskede over det høje faglige niveau og det tæt planlagte program. Men selvom alle deltagerne som udgangspunkt kommer for at programmere, fylder det sociale også en stor del af campen. Der bliver lagt vægt på værdier som fællesskab og sammenhold, og det get gav Christian R. en positiv overraskelse:

"Campen giver jo også noget socialt, som man ikke får i samme grad gennem skolen. Her kan man møde folk, som har den samme interesse som en selv, hvilket sammen med de sociale aktiviteter gør det let at snakke og få venner," fortæller han.

Christian W. havde modsat glædet sig til at være social, men blev stadig positivt overrasket:

"Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville have så meget tilfælles med folk ud over programmering. Der er så mange mennesker her, som jeg kan relatere til på forskellige fronter," siger han.

Interessen for datalogi er kun vokset hos dem begge gennem campen og begge overvejer de at tage på flere camps i fremtiden.

adk

Computer Science Camp

    UNF Computer Science Camp afholdes i sommerferien fra 7-14 juli på Datalogisk Institut, Københavns Universitet, hvor deltagere lærer om matematikken bag algoritmer og computere.

    I år deltager 43 gymnasieelever fra hele landet i alderen 16-21 år. De undervises af frivillige universitetsstuderende, som selv studerer datalogi og matematik til daglig.

    Campen arrangeres og afholdes af Ungdommes Naturvidenskabelige Forening, som er en frivillig forening bestående af studerende.

    Læs mere: www.unf.dk

Publiceret 13 July 2018 11:30

SENESTE TV