Travlhed i Skodsborg Strandkiosk: Is og flæskesteg er i høj kurs

I Skodsborg Standkiosk har den tidlige sommer været travl, men selv om solen kalder på is, så oplever 'ismutter' at en is sjældent står alene. Der skal en flæskestegssandwich til

Af
Julie Bülow

For 14. år i træk, tror hun nok, langer Lone Damgaard og hendes mand, Boye, is, pølser og flæskestegssandwich over disken til de sultne badegæster på Skodsborg Strand.

Og selv om begge passer jobs ved siden af, så er det i Skodsborg Strandkiosk, de spenderer det meste af deres tid. I Strandkiosken er der nemlig altid gæster - og godt humør.

"Her er folk altid glade. Der er jo ingen, der tager på stranden, når de er sure. Det er noget, man gør med overskud og en indstilling til at man skal slappe af og hygge sig," forklarer Lone.

Og så pynter det også på hyggefaktoren, at rigtig mange af hendes kunder, det er bekendte ansigter:

"95 procent af kunderne her er stamgæster. Og det er rigtig hyggeligt, at der er sådan et lille samfund her omkring isboden. Og det er faktisk i høj grad folk, der kommer langvejs fra, for at bade her".

Og det mere end lune forår, har også betydet gang i butikken hos Lone og Boye Damgaard.

"Vi har som mange andre også mærket at sommeren kom tidligt. Men jeg må indrømme, at vi har haft så travlt, at jeg knapt kan skille dagene ad. Så hvornår sommeren egentlig begyndte, det kan jeg ikke huske. Men sæsonnen her er lang, og vi har kun lukket i seks uger fra december måned, så det er faktisk ikke alene is, der er topsællert. Vores flæskestegssandwich, den kan også noget. Vi når igennem tre tons steg per sæson," siger hun og nikker i retning af de to flæskestege med sprøde svær, der står på strandkioskens køkkenbord og dufter ud i sommerlandet og gør strandgæster og besøgende journalister lækkersultne.

På en god dag når omkring 1000 kunder gennem butikken, sjusser Lone Damgård, men selv om stranden ikke virker overrendt, så er der er da heller ikke helt uforstyrret den solbeskinnede torsdag formiddag, hvor Ruderdal Avis tog forbi.

Publiceret 17 July 2018 11:00

SENESTE TV