Pindsvinene tørster: Derfor deler Jens-Jørgen gratis hønsevandere ud i sit lokalområde

Selv små initiativer kan gøre stor forskel i naturen

Af
Anne Dahl Kristensen

Græsset er gult. Blomsterne visner, og pindsvinene tørster. Rigtig meget endda. Kombinationen af høje temperaturer og tørke har gjort, at mange pindsvin i øjeblikket vandrer dehydrede rundt i de danske haver, og hos Pindsvinevennerne i Danmark melder man om usædvanligt mange pindsvin, der har brug for hjælp og bogstaveligt talt dør af tørst.

Derfor blev der i flere medier for nylig sendt en opfordring ud til de danske haveejere om at stille vand frem til pindsvinene. Det budskab tog Jens-Jørgen Rask fra Trørød til sig. Og ikke nok med det. Han tog en rask beslutning og strøg en tur i byggemarkedet for at købe 25 hønsevandere, som han nu deler gratis ud til sine medborgere i Trørød og omegn.

I et Facebookopslag skriver han:

"Jeg har indkøbt 25 stk. hønsevandere for at redde pindsvin fra at tørste ihjel. Man kan afhente én hønsevander pr hustand gratis. Der er kun 25, så først til mølle og hjem og fylde vand på."

Eksempel til inspiration

Indsatsen har givet pote. Opslaget kommenteres flittigt i Vedbæk-gruppen på Facebook, og foreløbig er der blevet afhentet 10 hønsevandere, som nu bliver fyldt med væske til de tørstende pindsvin. Og det glæder borgeren i Trørød.

"Vi støtter jo andrer projekter som eksempelvis børn i Afrika. Men det her er så lokalt, som det kan blive, og man kan med det samme se, at indsatsen nytter. For mig er det egentlig bare et spørgsmål om at få spredt hønsevanderne ud i lokalområdet, så vi kan hjælpe de små pindsvin. Det er en lille sag, men lidt har jo også ret," forklarer Jens-Jørgen Rask om baggrunden for sin indsats.

Og så er han generelt også lidt af en naturnørd, som han selv kalder det.

"Det er egentlig ikke fordi, jeg går så meget i naturen, men jeg prøver at passe på naturen og gøre en forskel i det små ved at fodre fugle og sådan," lyder det fra Jens-Jørgen Rask.

De tørstende pindsvin blev tirsdag tilgodeset med lidt vand fra oven, og der går formentlig heller ikke længe, før Jens-Jørgens resterende 15 hønsevandere er delt ud.

Men han håber, at initiativet kan inspirere andre, ligesom han selv blev det. For der er vist ingen tvivl om, at både pindsvin såvel som havens øvrige dyr fortsat vil sætte pris på de våde varer.

Publiceret 18 July 2018 09:00

SENESTE TV