Se hvilken morgenstund… og om lidt er kaffen klar

Morgenbord i Birkerød samler igen byens borgere til en hyggelig start på dagen den 11. august

Af
Af Signe Steffensen

Lørdag den 11. august klokken 8 byder Birkerød Handelsstandsforening igen på hygge og rundstykker til de morgenfriske. Morgenbord i Birkerød Hovedgade er en kær tradition, hvor kommunens politikere og handelsstandsforeningens medlemmer står tidligt op for at gøre klar og smøre friske rundstykker fra Farumhus konditori. Og kaffen den plejer beredskabet at sørge for.

Det er Nordea og Danbolig fra Pengetorvet der står for at servere lækkerierne, og mens byens morgenfriske folk får lov at nyde morgenmaden spiller No Juice med Jack Olsen i front og Mikkel Wesselhoff og Casper Gyldensøe på guitar.

Når morgenmaden er indtaget er der rig mulighed for at besøge butikkerne der har stået på hovedet for at finde nogle skønne tilbud frem til dagen. Man kan også besøge torvedagene på det gamle “Irmatorv” og lade sig friste af alle de friske og skønne varer. Stadepladserne er fuldt booket.

Syng og hop

Når man har fået lidt at spise kan man kl. 9.30 deltage i 'syng med' arrangement ved præstegådshaven og kl. 10 vil Skjold Birkerød Gymnastik underholde på Majpladsen med deres dygtige gymnaster på Airtrack og minitrampolin.

Føler man sig fristet, så er der også mulighed for selv at afprøve redskaberne.

Programmet byder på meget mere, så kig forbi, hvis du er til liv og glade dage i midten af Birkerød.

Publiceret 09 August 2018 08:00

SENESTE TV