Erhvervsudvalget tog et slag golf i Brillerne

I rækken af virksomhedsbesøg nåede Erhvervsudvalget for nylig til Søllerød Golfklub

erhverv I rækken af virksomhedsbesøg nåede Erhvervsudvalget for nylig til Søllerød Golfklub - en veletableret arbejdsplads i kommunen med 20 ansatte. De 1200 medlemmer af golfklubben i Søllerød må føle sig heldige, hver gang de nærmer sig en runde på greenen med den finurlige adresse Brillerne. Klubben ligger utroligt smukt i det fredede bakkede landskab mellem Øverød og Gl. Holte.

"Jeg er stolt af at stå i spidsen for en etableret golfklub, med et godt socialt liv, hvor alle er velkomne. En af vores visioner for klubben er at bidrage til mere livskvalitet for alle borgere. Så vi hilser nybegyndere meget velkomne i klubben," siger golfmanager Torben Just Madsen i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.

Udvikler unge talenter

Søllerød golfklub er stiftet i 1972 og har pt. den største juniorafdeling i Danmark. Klubben står selv for at udvikle deres unge talenter, og det resulterede i et DM for elitespillere i både 2016 og 2017. Golfklubben er faktisk tre virksomheder i én, nemlig med en stor restaurant, golfbutik med trænere, og selve klubben med sekretariat og banepersonale.

Rudersdal Kommune har i flere år haft et samarbejde med klubben og restauranten, der også indgår i Rudersdal Rekrutterings branchepakkeprojekt til flygtninge. Lige nu er fem integrationsborgere ansat i restauranten med løntilskud, med mulighed for fast arbejde. Golfklubben har pt. én borger ansat i fleksjob.

"Vi er glade for samarbejdet med Søllerød Golfklub, som det har været en stor oplevelse at besøge. Klubben er essensen af det, vi holder så meget af ved vores kommune: den unikke, naturskønne placering, en veldrevet, rummelig virksomhed, hvor frivillige også gør en stor indsats - og så den sunde, aktive livsstil," siger formand for Erhvervsudvalget i Rudersdal, Randi Mondorf, i pressemeddelelsen.

Ved besøget i Brillerne deltog også Handicaprådet.

gs

Publiceret 11 September 2018 09:27

SENESTE TV