Præsten skriver: En præsts bekendelser. Ærter – Kartofler – Jordbær

Sognepræsterne i Rudersdal skriver på skift om aktuelle emner i Rudersdal Avis. Denne gang er turen kommet til Linnéa Lund fra Bistrup Kirke

Af
Linnéa Lund

sognepræst i Bistrup Kirke

Boderne langs en landevej på en sommerdag. Skiltene, som er hjemmelavede: ærter – kartofler –jordbær. Nogle gange hindbær. Eller kirsebær. Høj himmel, blå, og svaler og grøftekanter med græs. Og måske den karakteristiske lugt af hav. En typisk dansk sommerdag i sommerferien.

Der er jord på kartoflerne og jordbærrene er plukket i alle størrelser. ”Der er mest smag i de små”, kan jeg stadig høre min tante sige. 5 kroner pr bakke. Vi havde fået 10 kroner med til én bakke kartofler og én bakke jordbær.

Man lagde pengene i et rengjort syltetøjsglas, der stod på sin plads ved siden af bakkerne. En tavs aftale alle var indforstået med.

Sønnen af et ungarsk ægtepar fortalte mig, at vejboderne var årsagen til, at familien emigrerede her til landet i 80’erne. Fordi her var et sted, hvor man levede af tillid. Her ville de leve. Et liv i tillid mellem mennesker.

De havde hørt om vejboderne. Et land hvor man stillede produkterne af sit landbrugsarbejde ud på landevejen, en krukke til betaling og et skilt med betingelserne fx: ’ærter – kartofler – jordbær. 5 kroner pr. bakke’.

Om aftenen lå betalingen, for de varer der var taget, i krukken. Hvorfor betalte folk?! Hvorfor tog man ikke bare en bakke?!

Min kusine og jeg var tolv år den sommer. Vi tog én bakke kartofler og én bakke jordbær, og cyklede hjem til sommerhuset, sådan som vi havde aftalt med tante. Men de 10 kroner købte vi slik for.

Måske snød vi, fordi der ikke var nogen mennesker på den anden side af boden. Måske bare fordi vi kunne. Og ikke kunne stå for fristelsen. Der var ingen kontrol, bare tillid.

På en varm sommerdag for et par måneder siden stoppede jeg ved en vejbod, tog en bakke jordbær og lagde en ti’er ekstra i krukken. Det virkede idiotisk. Et plaster på min egen samvittighed. Og dog. Prøv at træde et skridt tilbage. Betragt vejboden som den grundlæggende idé med den danske samfundsmodel, som mange lande skæver beundrende til.

Tænk, hvis skellettet i vores samfund ikke er penge og velstand, men tillid? Det er en dristig tanke.

Dén, at det er vores fællesskab, som er det grundlag samfundet hviler på.

Vores fællesskab skal være grundlaget som samfundet hviler på.

Og intet fællesskab kan eksistere uden tillid. Om det er i parforholdet eller i velfærdsstaten. Om det er vejboden eller statskassen. Derfor har denne ti’er vi snød for, skurret i min bevidsthed i tredive år. Det drejede sig ikke om de ti kroner, men om et tillidsbrud. Vi brød aftalen.

Tænkt på denne måde kunne vi lige så godt have snydt statskassen for 39 millioner kroner, eller oprettet en af de mange træmand-selskaber, som for tiden afsløres i hvidvaskning af penge.

Sønnen, af det ungarske par, arbejder i dag i dansk politik. Han arbejder for, at vi får blik for hvad der sker når den tillid, som vores samfund beror på, brydes.

Et blik udefra, der fik mig til at genopdage, at jeg vil leve et sted med tillid mellem mennesker.

Vejboderne er det smukkeste eksempel. Tillid kan slet ikke prissættes. Tillid er fællesskab mellem mennesker, som hverken kan fortolkes eller relativiseres eller prissættes.

Det er det alt for dyrbart til.

Publiceret 14 September 2018 09:00

SENESTE TV