I Holte Mountainbike Klub gør man en del ud af at undervise i og tale om det at tage hensyn til skovens øvrige brugere. Privatfoto

I Holte Mountainbike Klub gør man en del ud af at undervise i og tale om det at tage hensyn til skovens øvrige brugere. Privatfoto

Lokal mountainbikeklub: Med gensidig respekt kan konflikter undgås

Et afspærret område for mountainbikeryttere er ikke vejen frem til at undgå konflikter i skoven, mener formanden for Holte Mountainbike Klub. Det handler i stedet om at udvise gensidig respekt og forståelse

Af
Anne Dahl Kristensen

I en anden artikel her i Rudersdal Avis bringer Claus Kirstejn Jensen fra Holte debatten om konflikter i skoven på banen. Han fortæller, at han flere gange har oplevet sammenstød med mountainbikeryttere. Han er på ingen måde modstander af mountainbikesporten, men han efterlyser mere klare regler for cyklernes færden i skoven.

Trods flere ugentlige besøg er verbale overfusninger og skældsord i skoven dog ikke noget, som rytterne fra den lokale Holte Mountainbike Klub (HMTBK) ofte oplever. Men det sker.

"Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at vi slet ikke oplever konflikter i skoven. For det sker at øvrige skovgæster synes, at vi fylder for meget. Men jeg synes ikke, at det er et voldsomt stort problem," fortæller Henrik Søeberg, der er formand i Holte Mountainbike Klub og tilføjer:

"Mountainbikesporten er vokset markant igennem de seneste år, og der er kommet væsentligt flere ryttere i skoven. Men jeg oplever ikke, at der opstår flere konflikter i dag, end det var tilfældet for 10 år siden."

Undervises i god skik

Holte Mountainbike Klub er en af landets ældste MTB-klubber. Den blev stiftet tilbage i 1991, og i dag har klubben cirka 250 medlemmer, hvoraf de cirka 100 er ungdomsryttere. Medlemmerne kører både i de lokale skove såvel som andre steder i både indland og udland. Og udover at træne teknik og udholdenhed og jagte de gode resultater, er mødet med skovens andre gæster også et tema, der bliver talt om, når rytterne mødes i klubben, på skovstierne og til cykelløb. Ofte indledes træningen i HMTBK med, at trænerne for eksempel siger: 'Husk at vise hensyn til skovens andre brugere.'

"Vi gør faktisk en ret stor indsats for at undervise i og tale om det at tage hensyn til skovens øvrige brugere. Særligt også i forhold til vores ungdomsryttere," fortæller Henrik Søeberg og tilføjer, at overraskelsesmomentet også spiller en væsentlig rolle i denne sammenhæng.

"Det kan lyde voldsomt, når der kommer en flok mountainbikeryttere kørende på samme tid, og jeg tror, at mange af de reaktioner, der sker i skoven, formentlig også kommer som en konsekvens af at blive overrasket. Og det gælder for alle parter. For mountainbikerytteren bliver også overrasket, når en hund pludselig kommer løbende imod cyklen, eller hvis gående pludselig skifter spor, for at genere MTB-rytteren," fortæller han.

Respekten bør gå begge veje

En simpel Google-søgning viser hurtigt, at konflikterne i skoven langtfra er et enestående, lokalt problem. Andre steder i landet har der igennem flere år været skrevet om lignende tilfælde, og nogle steder er der udøvet decideret sabotage mod mountainbikerytterne ved at ukendte gerningsmænd har plantet søm op igennem trærødderne, så cyklerne punkterer.

Så grelle tilfælde har formanden for den lokale mountainbikeklub ikke været udsat for. Men han oplever også ind imellem forhindringer på skovstien. Forhindringer som vel at mærke ikke har været den naturlige skrænt, hop og sving, som rytterne ellers søger.

"Vi oplever også ind imellem at blive verbalt overfuset. Og så sent som i denne weekend oplevede vi to gange, at den rute, som var blevet sat op til et planlagt stævne, blev fjernet, så arrangørerne igen måtte sætte ruten op for at rytterne kunne finde vej. Det sker, men det er heldigvis ikke normalen," konstaterer Henrik Søeberg.

Ingen nemme løsninger

Men hvad skal der så til for at undgå konflikterne? Claus Kirstejn Jensen, som har rejst debatten, foreslår, at mountainbikerytterene får et særskilt område at køre i. Men den idé duer ikke for moutainbikesporten, fortæller Henrik Søeberg.

"For det første ville det svare til at man sagde, at alle heste og deres ryttere heller ikke måtte færdes frit i skoven, eller at alle løbere skulle holde sig til en bane på et stadion. Det mener jeg rent principielt ikke, at man kan. Der bør være plads til alle," siger Henrik Søeberg og tilføjer, at mountainbikerytterne jo omvendt heller ikke ønsker sig skoven alene, eller at hundeluftere og andre brugere henvises til bestemte stier.

"For det andet, så lærer man for eksempel hurtigt alle sving at kende, når man kører mountainbike på den samme strækning hele tiden. Træningen bliver dermed ikke lige så udfordrende og man lærer ikke noget nyt. Samtidig er mountainbike en sport, hvor man er fælles om at opleve naturen og få frisk luft. En trænings- eller en hyggetur foregår ikke kun på en kortere lukket bane eller område. Derudover er der lokalt den praktiske forhindring, at de forskellige MTB-spor ikke er forbundet. Vi bliver derfor nødt til at færdes på de almindelige stier for at komme fra den ene til den anden."

Henrik Søeberg mener i stedet, at løsningen bør findes hos den enkelte person.

"Der findes ingen nemme løsninger i denne sammenhæng. Men som sagt gør vi en del ud af at sprede budskabet om at vise hensyn til skovens øvrige brugere. Og jeg tror helt klart, at man når længst ved en gensidig forståelse og at udvise respekt for hinanden, uanset om man er MTB-rytter, hundeejer, løber eller gående."

Publiceret 19 September 2018 11:00

SENESTE TV