Da Anna åbnede døren til en erhvervsuddannelse, åbnede der sig en verden fuld af muligheder

Først valgte hun at gå ud af gymnasiet, så droppede hun sin drøm, men så landende Anna Axelsen på en vej belagt med savsmuld, fysisk arbejde og masser af faglige udfordringer

"Bare jeg også turde," lød det fra en af klassekammeraterne, da Anna Axelsen fra Vedbæk i midten af 2. g meddelte, at hun ville noget andet end gymnasiet.

Det undrer stadig den i dag 25-årige møbelsnedker, at flere af kammeraterne dengang så hendes valg som sejt, og at flere ytrede en hemmelig drøm om også at turde gå en anden vej end gymnasiet.

"Det handlede meget om den der fordom om, at gymnasiet åbnede en masse døre, men en erhvervsuddannelse kun åbnede én. Men sandheden er jo, at når du åbner én dør, så er der altid en masse døre bag den," siger Anna Axelsen.

Hun vidste det egentlig allerede i folkeskolen, men i Vedbæk, hvor Anna kommer fra, går langt de fleste i gymnasiet efter folkeskolen, så det gjorde Anna også, selvom hun i virkeligheden hellere ville gå på en mere praksisnær uddannelse, hvor hun kunne koble teori sammen med virkelighed. Det fremgår af en pressemeddelelse fra 'Dit barns fremtid', der er et forældrerettet initiativ med fokus på at få flere forældre til at interessere sig for erhvervsuddannelserne.

"Jeg har svært ved tal og kan godt komme til at bytte om på dem. På møbelsnedkeruddannelsen arbejder du med formler, fx i forhold til at kunne indstille maskinerne korrekt. Så forstår du ikke at bruge formlen, bliver din stol skæv. Det har en klar konsekvens, og så lærer du jo lynhurtigt at forstå de tal. Det gav bare så meget mere mening."

Drømte om at fotografere vilde dyr

Oprindeligt drømte Anna Axelson om at blive filmfotograf. Hun har altid været fascineret af dyr og tanken om, at komme helt tæt på naturens forunderlige skabninger tiltalte hende. Så hun begyndte på en filmlinje på en højskole. Men nogle gange fortoner drømme sig, når de bliver gjort til virkelighed.

"For at få det fede billede af et eller andet specielt dyr, der kommer ud af en grotte - skal du virkelig sidde stille og bare vente og vente. At være naturfotograf er ikke så actionpacked, som det bliver klippet til."

Så hun lukkede døren til fotografdrømmen, og da flere af vennerne fra højskolen var begyndt på en snedkeruddannelse, blev hun nysgerrig.

"Jeg ville gerne i gang med noget. At arbejde med træ lød fedt. Det var relativt let at komme ind dengang, og jeg kunne få SU."

Anna begyndte derfor på møbelsnedkeruddannelsen, og det var en ny verden, hvor hun blandt andet mødte en lærer, der virkelig forstod at motivere og udfordre hende.

"Vi lavede de vildeste ting, og det var helt vildt fedt. Det fascinerende ved at arbejde med træ er, at du transformerer et træ - en levende organisme - til noget fuldkommen andet. Den der transformeringsproces er vildt fascinerende."

Den videre vej

Anna Axelsen blev udlært 31. marts 2017, og hun har siden valgt at åbne endnu en dør. For Anna vil være bygningskonstruktør. Lige nu lærer hun derfor at planlægge og koordinere store bygge- og anlægsprojekter.

Hun bor i København i en lejlighed, som hun selv har sat i stand fra bunden, og hun er glad for, at hun dengang turde ændre retning og finde den vej, der passede bedst til hende. Hun håber, at hendes historie kan være med til at vise andre unge og deres forældre, at der findes mange muligheder, og at erhvervsuddannelserne også kan åbne døre til en spændende fremtid med mange faglige udfordringer.

"Der er ved at ske et holdningsskifte i forhold til at vælge en anden vej, end den de fleste vælger. Jeg får meget respekt for mit valg - også fra forældre, men da jeg startede på snedkeruddannelsen var jeg virkelig en af de få, der turde tage springet," siger Anna Axelsen.

Om Anna Axelsen

    Fra Vedbæk

    25 år

    Hun er uddannet møbelsnedker fra Roskilde Tekniske Skole

    I øjeblikket er hun ved at videreuddanne sig til bygningskonstruktør på KEA

    Hun arbejder et par gange om ugen i sin families virksomhed, Optoglas, der laver forsatsvinduer

    Anna Axelsen tager desuden ud på folkeskoler og fortæller elever fra 7-10. klasse om hendes vej og valg af uddannelse, da hun også er en af Erhvervsskolernes ElevOrganisations rollemodeller.

Publiceret 20 September 2018 11:00

SENESTE TV