Regine Liljengren i sine dejlige lokaler på Nærumvænge Torv. Foto: Grete Hansen

Regine Liljengren i sine dejlige lokaler på Nærumvænge Torv. Foto: Grete Hansen

Glæden er stor over at arbejde på torvet

Ejendomsmægler Regine Liljengren fik sin drøm opfyldt, da hun rykkede ind på Nærumvænge Torv

Af
Grete Hansen

En af de nyere indflyttere på jubilæumstorvet er ejendomsmægler Regine Liljengren.

Knap to år har hun haft forretningen, og i foråret blev hun formand for Handelsforeningen på torvet.

Og lokal, det er hun. Regine Liljengren er født og opvokset i Nærum og har kun været væk fra området i fire år med en afstikker til Østerbro. Nu arbejder hun som ejendomsmægler på Nærumvænge Torv, i lokaler der tilhørte Nordea, hvor hun sad, da hun skulle købe sin første lejlighed.

”Det er fantastisk at være her. Det kan lyde som en kliche, men det har overgået mine vildeste forventninger, og mine drømme er opfyldt. Jeg elsker at arbejde i den by, jeg bor i”, siger Regine Liljengren.

”Det er specielt at have sit eget og sælge ejendomme i et område, man kender så godt, som jeg gør.

Vi bor her fire generationer. Hvis folk her ikke kender mig, kender de min mormor, morfar eller mine forældre,” siger hun.

Regine Liljengren er 33 år og husker bestemt Nærumvænge Torv fra sin barndom.

”Jeg har selv været ansat i Bog og Idé da jeg var 13 år, et skolefritidsjob, jeg havde i 7. klasse. Min mormor var ansat her, og jeg er kommet rigtigt meget på torvet for at besøge hende.

Hvis hun skal svare på, hvad det bedste er ved at arbejde på torvet lyder det:

”Jeg elsker det fyldte Torv med en masse mennesker og glade handlende. Desuden ser jeg dagligt en masse kendte ansigter fra både min barndom, men også mit voksenliv, hvor de alle ofte kommer forbi og siger hej - det er ret hyggeligt”.

Publiceret 22 September 2018 10:30

SENESTE TV