Kommunens veje skal blomstre

Der skal skabes flere smukke veje med blomster i rabatten. Det er netop vedtaget på Miljø- og Teknikudvalgets møde

Af
Anne Dahl Kristensen

I forbindelse med de seneste års effektiviseringer af driftsområdet er traditionen med blomsterkummer og plantning af sommerblomster blevet nedtonet. I stedet har man forsøgt sig med at plante staude- rosenbede og blomsterløg ved flere af kommunens veje. Og den indsats skal nu forstærkes.

Det blev besluttet på sidste uges mødes i Miljø- og Teknikudvalget.

"Det kommer sig at, at der er sparet nogle midler i driftsbudgettet, da der ikke er blevet sået så meget græs som forventet i denne sommer. Og de penge kan vi så bruge på at købe blomsterløg og sætte flere blomster ved vores veje," fortæller formanden for udvalget, Court Møller (R).

Af dagsordenen for mødet fremgår det, at der er lavet en plan for de blomstrende veje.

"Målet er at skabe smukke veje, som med blomsterplantninger giver borgerne en god, farverig oplevelse langs vejene og giver Rudersdal Kommune et særkende som en blomstrende kommune," lyder det i dagsordenen.

Færre græsklipninger

Blomsterne skal placeres, hvor de kommer flest borgere til glæde, eksempelvis ved knudepunkter, langs trafikveje og lognende. De skal have 'volumen', så de syner af noget, og de skal kunne leve længe, altså skal de kunne blomstre igen år efter år. Ikke mindst skal de kunne plejes inden for det nuværende driftsbudget, så der ikke skal afsættes nye midler til projektet.

Ifølge udvalgsformanden er der samtidig en driftsfordel ved blomsterne.

"Vi sparer cirka fem-seks græsslåninger, når vi planter blomster i stedet for græs. Blomsterne skal bare have lov til at stå og visne, så de danner nye løg til næste år og blomstrer igen," fortæller Court Møller.

Kravene til de stauder og løg, der skal anvendes langs vejene er derfor også, at de skal være tørke- og salttolerante, de skal være bunddækkende og ukrudtshæmmende.

Publiceret 22 September 2018 11:00

SENESTE TV