Anja Valentiner har netop åbnet børnetøjsbutikken The Valley i Holte Midtpunkt. Det er sket i lokalerne, hvor Frøen og Prinsessen tidligere lå.

Anja Valentiner har netop åbnet børnetøjsbutikken The Valley i Holte Midtpunkt. Det er sket i lokalerne, hvor Frøen og Prinsessen tidligere lå.

Stewardessen er landet med ny børnetøjsbutik i Holte

Anja Valentiner har lavet et karriereskifte og har netop åbnet forretningen The Valley i Holte Midtpunkt

Af
Anne Dahl Kristensen

"Når man længe har gået med en ide eller et ønske, så skal man på et eller tidspunkt også gøre alvor af det. Og det tidspunkt var nu for mit vedkommende," fortæller 42-årige Anja Valentiner.

Hun har netop åbnet børnetøjsforretningen 'The Valley' i Holte Midtpunkt. Det er sket i lokalerne, hvor der også tidligere var børnetøj, nemlig der hvor butikken 'Frøen og Prinsessen' lå. Og det er også netop i de selv samme lokaler, at hele ideen til butikken er opstået.

"Jeg bor selv i Holte, og jeg har været kunde hos Frøen og Prinsessen i mange år. Jeg har længe haft en drøm om at åbne min egen børnetøjsbutik, og her kunne jeg se mulighederne. Det er lokalt, og der er et fundament at bygge videre på, imens der samtidig også er plads til at sætte mit eget præg på butikken," fortæller Anja Valentiner, der havde åbningsreception i forrige weekend.

Nyt kapitel i karrieren

Med åbningen har Anja Valentiner taget hul på et helt nyt kapitel i sin karriere. Hun har butikserfaring, idet hun tidligere har haft en interiørbutik. Efterfølgende har hun blandt andet arbejdet som stewardesse for SAS. Drømmen om igen at åbne egen butik har dog længe ligget i baghovedet, og nu var muligheden der.

"Jeg har tre børn, og rent praktisk hang det ikke længere sammen med stewardesse-faget. Derfor har jeg brugt den seneste tid på at finde ud af, hvad der så skulle ske, og da muligheden her i Holte opstod, tænkte jeg, at det skulle være nu," fortæller hun.

Derhjemme har hun to drenge og en pige i alderen fem-ni år, og det kombineret med sin interesse for børnetøj er hun også helt klar på, hvad hun gerne vil med sin nye butik.

"Jeg kommer til at køre videre med mange af de mærker, som tidligere har været forhandlet her i lokalet. Men samtidig er jeg på jagt efter nye, interessante mærker, som man ikke finder alle steder," siger hun og fortsætter:

"Derudover kommer jeg til at begrænse udvalget af babytøj. Der vil fortsat være, så man kan købe en barselsgave og lignende. Men det primære fokus kommer til at være på de større børn i alderen 4-18 år."

Webshop på vej

Foruden den fysiske butik i Holte Midtpunkt er der også en webshop på vej. Den forventes at åbne om et halvt til et helt år. Men til at begynde med er det lokalerne i Holte, der gælder. Det er nemlig helt bevidst, at hun har valgt at placere sig lokalt.

"Jeg tror på, at man får en anden relation til kunderne, når man har butik lokalt. Jeg nyder at kunne få en snak med kunder, som jo også hurtigt bliver til bekendte," fortæller hun.

Publiceret 02 October 2018 11:00

SENESTE TV