Budgetdebatten var udramatisk. Partierne var enige om, at det ser alvorligt ud med økonomien, og flere luftede muligheden for en skattestigning inden for få år. Foto: Lars Schmidt

Budgetdebatten var udramatisk. Partierne var enige om, at det ser alvorligt ud med økonomien, og flere luftede muligheden for en skattestigning inden for få år. Foto: Lars Schmidt

Selv om der holdes igen: Budgettet øger udsigten til en skattestigning

Kun Enhedslisten stemte imod, da kommunalbestyrelsen vedtog næste års budget. Et budget, hvor hovedoverskriften er "mådehold". Den kortvarige debat åbnede for en skattestigning inden for få år

Af
Lars Schmidt

BUDGETTET To pressefolk og en rådhusbetjent.

Det var, hvad der havde fundet vej til tilhørerpladserne i Rådssalen på rådhuset, da kommunalbestyrelsen i sidste uge skulle andenbehandle og vedtage budgettet for næste år.

Debatlysten var der. Men der var ikke meget at diskutere om. 22 af de 23 medlemmer havde på forhånd indgået budgetforlig, så det var kun Enhedslistens Jacob Jensen, der var uenig. Og netop denne uenighed kom til at fylde i den budgetdebatten. Dét og så den økonomiske alvor, som efter megen sandsynlighed kommer til at resultere i en skattestigning inden for de næste par år.

Det var i hvert fald udmeldingerne fra flere af politikerne. Kun Liberal Alliance sagde direkte nej til at lade skatten stige.

At der kom ord bordet om en skattestigning skyldes, at der i de kommende år bliver øgede udgifter til udligningen, og dem er der ikke taget højde for efter 2020.

Økonomisk alvor

Den økonmiske alvor hvilede tungt over debatten og budgetvedtagelsen. Konservative Kenneth Birkholm sagde under en debat, der var lige så udramatisk som selve budgettet, det direkte:

"Sidste år sagde vi, at vi skulle give vores medarbejdere arbejdro. Det tror jeg ikke længere, at vi kan love dem."

Socialdemokratiets Kristine Thrane istemte:

"For et år siden troede vi, at det fra i år skulle gå fremad. Her skulle endelig være overskud på budgettet. Men det skulle gå anderledes. Det er jo helt håbløst, når man slet ikke kan planægge eller forudsige sin økonomi ét år ud i fremtiden. Alligevel er vi tilfredse med resultatet. Det blev så godt, som det trods alt kunne blive. For der var en fælles forståelse for ikke at skære på velfærden."

Lokallistens Axel Bredsdorff:

"Budget 2019 er et overgangsbudget. Det er den mindste budgetaftale, der nogensinde er indgået i de to gamle eller den nye kommunes historie, vil jeg tro. 2019-budgettet er lavet for, at kommunen kan køre videre, mens vi arbejder med de store reformer. Rudersdal går nok ikke i stå i 2019, selv om vi nok kører lidt på vågeblus. Hvad fremtiden vil bringe, ved vi ikke, men vi kan håbe, at et nyvalgt Folketing er så handlekraftigt, at der kan laves en retfærdig udligningsordning."

Også hos Radikale var der bekymring. Kirstine Flarup Tofthøj talte om en skattestigning:

"Vi kan godt se os selv i en skattestigning. Vi er bekymrede over, at likviditeten er så svag, for det gør det svært at foretage gode, strategiske investeringer. I årets budget er der kun plads til det aller mest nødvendige. Vi kan godt tænke os større, økonomisk albuerum."

Skattestigning

En skattestigning er heller ikke fremmed for Socialdemokratiet, sagde Kirstine Thrane:

"Vi havde også gerne sat skatten op i år, hvis det kunne lade sig gøre. Men når vi får tilbudt 34 mio. to år i træk, er det lidt meget at sige nej til dem og så i stedet sætte skatten op," sagde hun.

Ikke overraskende var også Enhedslistens Jacob Jensen fortaler for en skattestigning. Han sagde:

"Hovedårsagen til, at der er en krise nu, er at vi sænkede skatten og har langt den laveste i hele landet. Derfor mangler vi penge hvert eneste år. Det kan mærkes. Det har udhulet kassebeholdningen. Vi er nede på et niveau, som er meget svært at komme ud af. Børnene og de ældre skal ikke lide under kommunalbesetyrelsens fejldispopstioner. Den eneste udvej er at sætte skatten op."

Heller ikke overraskende var en skattestigning en uspiselig løsning for Liberal Alliance. Elisabeth Ildal skyndte sig at sige:

"Selvfølgelig har vi en udfordring om to år, men det skal vi nok løse. Skattestigninger bliver ikke med Liberal Alliances stemme, og det ved I godt, alle sammen."

Skarp kritik

Jacob Jensen og Enhedslisten var genstand for en del kommentarer i løbet af debatten. Og Jensen selv delte skarpe, verbale øretæver ud også, da han forklarede, hvorfor han havde valgt at stå udenfor budgetforliget:

"Det fremgår klart, at hovedårsagen til, at vi ikke er med, er, at vi er utilfredse med de store nedskæringer i velfærden. Den største er 41 mio. på børne- og skoleområdet. Kassebeholdningen er blandt de laveste af alle kommuner i landet. Og vi er den næstrigeste kommune samtidig. Det misforhold bryder vi os ikke om. Vi burde skamme os over det. Økonomien er uansvarlig."

Dén kritik brød borgmester Jens Ive (V) sig ikke om. Han svarede Jacob Jensen:

"Jeg skammer mig ikke over noget som helst. Hver en krone, vi har brugt som konsekvens af beslutninger kommunalbestyrelsen, er jeg stolt af. I modsætning til dig, som havde foretrukket at lade dem blive i kassen og ikke lade dem være til gavn for vores svageste borgere," sagde han - og fortsatte:

"De 41 mio. havde vi en drøftelse af, hvor vi bad dig dokumentere det. Det lykkedes ikke, og det er fortsat ikke lykkedes. Skal vi ikke bare være enige om, at du har en anden måde at kigge på tallene på end alle andre i kommunalbestyrelsen?"

Jacob Jensen insisterede på, at der skulle stemmes om budgettet - og dermed på at blive stemt ned af alle de 22 andre i kommunalbestyrelsen.

Publiceret 18 October 2018 11:45

SENESTE TV